Gødningslæren og Sædskiftet

245 Mens det altsaa var Kartoffelsygdommen, som gjorde Kartoflen næsten udyrkelig i det større, har man derimod ikke en saa klar Opfattelse af, hvorfor ogsaa Ærter og Kløver har svigtet mere eller mindre, da man ikke hos disse Afgrøder ligefrem kan iagttage nogen Sygdom. Man har derfor søgt at forklare det paa en anden Maade. For 30 Aar siden blev vi her i Landet først opmærksom paa, at Ærter og Kløver har Pælerødder, der i Almindelighed gaar til 3 å 4 Fods Dybde og ofte endnu dybere, og da denne Oplysning netop faldt sammen med en begyndende Svækkelse i Ærternes og Kløverens Vækst, gav Liebig og efter ham Prof. B. S. Jørgensen den Forklaring, atKløver- og Ærtetræthed beroede paa disse Afgrøders Rodform. Deres Pælerødder medførte, at de maatte tage deres meste Næring fra Undergrunden, og da denne ikke bliver gødet, maatte den temmelig snart kunne udpines, f. Eks. naar Kløver og Ærter havde vokset paa samme Jord 12—16 Gange. Naar Jorden blev „kløvertræt“ og „ærtesyg“, skyldtes det simpelt hen en Udpining af Undergrunden, og da Ærter og Kløver er meget nær i Slægt og bruger samme Slags Næring i omtr. samme Forhold, saa er de i Grunden Fjender af hinanden, idet den ene udpiner Undergrunden for den anden. Denne Forklaring syntes at være meget rimelig og syntes ogsaa at blive stadfæstet paa forskjellig Maade. Det har nemlig vist sig, at hvor man først har begyndt at dyrke Kløver, dér er Jorden ogsaa først bleven „kløvertræt“, og ligeledes, hvor man, som i det overskaarne Kobbel- brug (s. S. 201 og 220), lod den komme oftest frem i Sæd- skiftet. Dernæst har det vist sig, at hvor man kun har dyrket Kløver og ikke Ærter, dér er Jorden ikke saa hurtig bleven „kløvertræt“, som hvor man tillige dyrkede Ærter, og omvendt, hvor man ikke har dyrket Kløver, men alene Ærter, har disse holdt sig bedre og længere; endvidere, at naar man tager ny Jord ind til Dyrkning, trives Kløver og Ærter fortrinlig paa den, naar Vandafledningen først er bragt i Orden, og Jorden er bleven merglet. For Kløverens Vedkommende har man ligefrem gjort den Erfaring, at den som Regel ikke kan taale at dyrkes paa samme Jord oftere end hvert 6. Aar paa bedre Jorder og hvert 7.-8. paa simplere; og man har forklaret dette saaledes, at først efter 6—8 Aars