Gødningslæren og Sædskiftet

29 Hvad dernæst Muldjordens Gødskning angaar, er det allerede nævnt, at den ikke trænger til kvælstof hol dig Gødning i den nærmeste Tid efter dens Opdyrkning, maaske ikke i de første 20 Aar eller mere. Staldgødning, Latrin, Benmel, Guano, sur fosforsur Kalk o. fl. hører i den Tid ikke hjemme derpaa og selv senere hen, naar den ikke længere selv kan yde tilgængelig Kvælstofnæring nok, er almindelig Staldgødning ikke heldig paa Muldjord. Den trænger nemlig slet ikke til mere Muld, og den taaler meget daarligt, at Gødningen gærer deri. Heller ikke tørve- blandet Gødning passer paa Muldjord. Den trænger derimod til jordagtig Gødning, navnlig til god Kompost, Vejafskrabning eller almindelig Jord. Da Muldjord af Naturen er fattig paa Askebestanddele og navnlig paa Kalk, Kali og Fosfor- syre, vil ogsaa af denne Grund jordagtig Gødning være meget heldig. Kalken og til Dels Kaliet tilføres igjennem Mergelen, og for at give Jorden den fornødne Fosforsyre gjør man rettest i snarest mulig efter dens Opdyrkning og siden af og til at anvende ren fosforsyreholdig Gødning, hvortil Fosfatmel vistnok egner sig bedst, men iøvrigt kan rene Superfosfater ogsaa benyttes. Rimeligvis vil tillige Kaligødning gjøre god Virkning. Naar det Tidspunkt kommer, at Muldjord mangler Kvælstofgødning, kan Urin eller Chilisalpeter benyttes. Afgrødernes Ernæring og Vækst. Mens Landmændene har en ikke saa ringe praktisk Forstaaelse af Jordens fysiske Egenskaber og i det hele ret godt véd at tage Hensyn dertil, staar de endnu saa godt som helt fremmede overfor Afgrødernes Ernæring og Vækst. Hvor underligt end dette kan synes, er det dog temmelig naturligt, thi man kan ad rent praktisk Vej ikke iagttage, hvad der sker under Afgrødernes Vækst, og selv ved viden- skabelige Undersøgelser kniber det med at faa fuld Rede derpaa. Det er i hvert Fald Videnskabens og ikke det