Gødningslæren og Sædskiftet

35 Kalk, kulsur Magnesia og kulsurt Jærnforilte. Disse og lignende Forbindelser bliver derved lettere tilgængelig for Afgrøderne, end de ellers vilde være. Kulsyrerig Jord er følgelig frugtbarere end kulsyrefattig Jord; man bør derfor sørge for, at Jorden kan blive rig paa fri Kulsyre, og dette opnaas dels ved at gjøre den muldet, altsaa ved Tilførsel af muldgivende Gødning, og dels ved at gjøre den porøs, hvor- ved dens Evne til at optage Kulsyre fra Luften stiger i høj Grad. Brinten i Afgrøderne stammer navnlig fra Vandet og noget fra Ammoniaken, og da den kan faas i tilstrækkelig Mængde fra disse 2 Forbindelser, behøver vi ikke at bringe den til Stede ved nogen Slags Gødning. Ilten, som Afgrøderne har Brug for, optages navnlig fra Vandet, maaske ogsaa fra Salpetersyre og Kulsyre, men skjønt der kan faas mere end Ilt nok fra disse Forbindelser, optager Afgrøderne tillige fri Ilt fra Luften. Den fri Ilt er navnlig nødvendig under Spiringen og Modningen, men kan forøvrigt ikke undværes paa noget Punkt under Afgrø- dernes Vækst. Ilt behøver naturligvis ikke at tilføres igjen- nem Gødningen, og dennes Fugtighed har ingen virkelig Betydning som Kilde til Iltnæring. Foruden det Vand, Afgrøderne ligefrem benytter som Næring, optager de store Mængder deraf for Stofskiftets Skyld. Største Delen af dette Vand optages af Rødderne fra Jorden, og kun en lille Del deraf indsuges af Bladene fra Luften. Vandet bevæger sig opad i Planten fra Celle til Celle, indtil det kommer ud i Bladene, hvorfra det for- damper. Dette Vand tjener dels til at holde Cellerne ud- spændte og smidige, dels holder det Næringsstofferne og Planternes nydannede Forbindelser opløste, og dels fører det begge Slags Stoffer med sig, saa at Væksten kan foregaa paa ethvert Punkt. Følgelig er Vandets Optagelse i til- strækkelig Mængde en Hovedbetingelse for Afgrødernes sikre Vækst, og dette er Grunden til, at en jævnt fugtig Sommer gjærne medfører en rig Høst. Under en alvorlig Tørke sættes, som bekjendt, Afgrøderne stærkt tilbage i Udvikling. Kunde Jorden da vandes, vilde det være saare heldigt, men kun faa Steder kan dette naas, og som Regel er man hen- vist til at haabe paa snarlig Regn. Skjønt vi altsaa maa 3*