Gødningslæren og Sædskiftet

36 stole paa, at Naturen selv giver Afgrøderne den fornødne Fugtighed, kan Landmanden dog ikke saa ganske lidt bøde paa mulig indtrædende Tørke, nemlig ved at give sin Jord størst mulig Evne til at fastholde og indsuge Fugtighed, hvilket naas ved at gjøre den porøs. Den formaar da navnlig at indsuge og fortætte Luftens Vanddampe og langt mere deraf, end man tænker. Kvælstoffet. Indtil de sidste Aar har man været af den bestemte Anskuelse, at ingen af vore Afgrøder kunde benytte Luftens fri Kvælstof som Næring, men at de alle var henviste til udelukkende at benytte Kvælstofforbindelserne Salpetersyre og Ammoniak. Nu synes det imidlertid at være godtgjort af flere Videnskabsmænd, at Bælgplanterne for en Del formaar at benytte det fri Kvælstof som Næring, hvad ogsaa stemmer godt med, at disse Afgrøder ikke sætter videre Pris paa at blive gødede med kvælstofrig Gødning. Det er dog ikke ved Bladenes Hjælp, at disse Afgrøder optager Kvælstoffet, thi det sker igjennem Rødderne, der optager den i Jorden indsugede Kvælstofluft. Enkelte Vi- denskabsmænd mener at have godtgjort, at Rødderne for at kunne øve denne Virksomhed maa udvikle en Del smaa Rodknolde rundt om paa sig, og at det er muligt, at Baciller yderligere hjælper disse Lnolde med at optage Kvælstoffet. Saaledes forholder det sig dog næppe; endnu vides ikke, hvorledes Bælgplanterne optager Kuftens fri Kvælstof, kun, at de virkelig formaar det. Alle Planter, som formaar dette, kaldes „Kvælstofsamlere“ i Modsætning til Kornsor- ter, Græsarter og Rodfrugter, som rimeligvis slet ikke kan benytte det fri Kvælstof som Næring, hvorfor de ogsaa sætter megen Pris paa Tilførsel af kvælstofrig Gødning. At der gives „kvælstofsamlende“ Afgrøder, er af den allerstørste Betydning baade for disses Ernæring og for Jordens Gødskning i det hele, og især hvis vi formaar at dyrke den Slags Afgrøder i større Udstrækning. For Tiden er det dog kun smaat dermed, endog sparsommere end tid- ligere, da navnlig Ærtedyrkning var ganske almindelig. Vi holder os mest til Korn, Græs og Rodfrugter, og det er endnu kun svage Tilløb, der gjøres med Dyrkning af de egentlig „kvælstofsamlende“ Afgrøder. Kan vi imidlertid naa til at dyrke saadanne for Alvor, vil de ikke blot for en