Gødningslæren og Sædskiftet

Forfatter: Chr. Christensen

År: 1890

Forlag: August Bangs Boghandels Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: Anden Udgave.

Sider: 276

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 288 Forrige Næste
49 Man har indtil de senere Aar ment, at Afgrøderne kun formaaede at optage Næringsstofferne, naar disse findes opløste i Jordvandet. Men saaledes forholder det sig ikke, idet Planterne ved deres egen Rodvirksomhed har Evne til at opløseliggjøre adskillige Næringsmidler, som Jordvandet vanskeligt kan opløse, nemlig de tungt opløselige eller absorberede Stoffer. Hvorledes Rodvirksomheden er i saa Henseende, er endnu ikke fuldstændig opklaret, men Forsøg har iblandt andet vist, at Rodhaarene udaander fri Kulsyre og flere organiske Syrer, saasom Oksal- og Citron- syre i Forbindelse med Kali som sure Salte, og følgelig vil Jordvandet lige omkring Rodhaarene blive syreholdigt og derved faa Evne til at opløse Stofferne rundt derom. Man véd endnu ikke, i hvilket Forhold Planterne selv opløser Næringsmidlerne og hvor stor Part deraf, de optager opløst af og sammen med Jordvandet; dog synes det at være sikkert, at de optager deres meste Næring paa den sidst nævnte Maade. Endelig er det et Spørgsmaal, om Afgrøderne kan vælge eller vrage imellem de opløste Stoffer, som findes i Jordvandet. Da de forskjellige Plantearter ikke optager nær lige meget af de forskjellige Næringsstoffer, naar de vokser Side om Side paa samme Slags Jord, men hver Art optager efter sit Behov, kunde dette jo tyde paa, at de for- maar at vrage eller at kunne undlade at optage skadelige og giftige Stoffer. Dette er dog ikke Tilfældet. De op- tager vistnok ethvert opløseligt Stof, og i hvert Fald véd vi, at de optager mange Gifte, f. Eks. svovlsurt Jærnfor- ilte, som af og til let kan komme til Stede i Madjorden, nemlig ved Paaførsel af Mergel, Dynd og svovlet Tørvejord. Disse Jordarter indeholder nemlig ofte Svovlkis (Svovljærn), som under Luftens og Fugtighedens Paavirkning foreløbig omdannes til svovlsurt Jærnforilte, der da kan optages af Afgrøderne °g skade eller maaske dræbe dem. Men sørger man for, at Omdannelsen af Svovlkisen gaar videre, nemlig til svovlsurt Jærntveilte, inden Jorden besaas, er Faren overstaaet, idet det sidste Stof ikke er opløseligt og dermed heller ikke giftigt. — Surhed i Jorden virker egentlig ogsaa som en Gift paa vore Afgrøder, men, som allerede nævnt, 4