Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

130 man ikke til efter Udskiftningen.*) Det er her et Særsyn naar en Mand ikke har sin Lod indfredet, og som oftest ere Markerne særligt fraskilte hinanden ved Grøfter med Hegn. Til disse Hegn faaes det Fornødne fra den paa Volden værende Plantning, der i Almindelighed er af den canadiske Poppel eller saakaldte Graapkkl, der ogsaa afgiver noget, skjondt temmeligt simpelt Brændsel. For- uden disse Fordele deraf, er vel ogsaa den, at Kornet ofte finder Ly og Læ ved disse Plantninger; men hvor de ere saa særdeles hyppige som her, have de unægtelig ogsaa deres skadelige Side, ikke alene derved, at deres Rodder udbrede sig temmelig langt ind i Ageren, men ogsaa ved den Fugtighed, der ved dem vistnok ofte holdes længere indesluttet end ellers vilde være Tilfældet." **) Omtrent paa samme Maade skildres Tilstanden paa Lolland i alle de Beretninger, der ikke indskrænke sig til en meget kort Be- svarelse paa det fremsatte Sporgsmaal; imidlertid er det dog op- lysende at hore flere tænkende Landmænds Mening om Nytten og Skaden af den Hegnings-Maade, der er almindelig der paa Landet. Alle Beretningerne, saavel de ældre som de nyere, ere enige i at rose den gode Markfred, som allevegne findes. „Er der nogen dansk Provinds, siger Provst Rofod-Ancher, hvor der er fuldkommen Markfred, da er det Lolland. Hver Bonde holder ei alene et godt Udenskjels-Hegn om sin hele Lod, men har endog enhver Mark, han har, noiagtig indhegnet. At see anden Mands Kreaturer paa sin Mark, endog i Mvrets Tid, træffer kun med en og anden ligegyldig Bonde, som jo og her kan findes; men dette horer til de sjeldne Tilfælde. Derimod kan man, tvertimod alt godt Landpolitie, idelig træffe Huusmandens Koe, Faar og Gjæs drivende omkring paa Landevekene for at hente deres Fode fra dennes Grøfter, til Besvær for de Veifarende og for de tilgrcendsende Na- boer. Det almindeligst brugelige Hegn hos Bonden er en Jord- vold med et 8, 9—10 Qvarteers Dige, og Volden enten beplantet med hoi- eller lavstammet Graapiil, eller og, hvor Hegning haves fra Skovhauger o. s. v., blot et Vindehegn, anbragt paa dm bare ■') „Almindeligt Ævrc har aldrig existeret", siger Kammerr. Frrdertksen. **) DHrr. Madsen og Dall.