Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

206 29. Hvad der i Almindelighed anfees for <it kunne gavne Lolland, med fortrinligt Hensyn til dets Loealitet. vidtomfattende Sporgsmaals fuldkomne Besvarelse kunde være Emne til en heel Afhandling, siger Justitsraad Ehrenreich. Et er det at nævne hvad der flader, saasom Bondens Vedhængen ved det Gamle, det Magelige, hans Mangel paa intellectuelle og pecuniaire Evner, Hoveri, Fæstevæsenet med de dertil sigtende Anord- ninger, hvilke sidste vare gode for 30—40 Aar siden; et andet er at nævne de Ting, som kan gavne. Alt kommer jo an paa hvad deraf kan ændres og udfores. „Skal Landvæsenet gjore forønsket Fremskridt, saa maa der vækkes mere Concurrence; det vil sige et Landvæsen for Middel- standen udenfor, inden snævre Groendser indknebne Forpagtninger. Mere Frihed til at rore sig, dette vilde være det som sikkrest forte til Maalet, men det maatte da være tilladt at forstorre Eiendommene eftersom Flid og Duelighed gav Evne til. Bondestanden er flov, deels som Folge as Fæstevæsenet, deels af hans Uforkroenkelighed, idet ingen Godseier indtaler Overtrædelser af Fæsteplkgter, al den Stund Fæsteren tilstaaes fri Sagforelse gjennem alle Jnstantser. Skal Bonden blive det han bor være, bor det tvungne Fæstevæsen ophore. Den flittige og duelige Bonde tænker, „dersom jeg forbedrer Gaarden saa maa min Son betale et storre Fæste; samler jeg lidt Penge er Tilfældet det samme," og han har ikke Uret. Godseieren derimod bor sættes i Stand til at fravinde en efterladen og uduelig Bonde Gaarden, for den er odelagt." Kammerraad Frideriksen henholder sig i Et og Alt til de Betragtninger, Hr. Ehrenreich har fremsat og hvorom nærmere siden stal tales, „dog maa jeg tilfoie, siger han, at hans Anke over