Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

207 Godsekernes Indskrænkning i Raadighed over sit Foestegods er altfor overdrevet, og at Lovgivningen er ikke, eller den Tid var saa flet med Hensyn til Forholdet imellem Iorddrot og Fæster, som han udhæver. Der gives lettelkg Tilladelse til at faae sammenlagt 2 Bondergaarde, hvorved de saakaldte Mellemgaarde, som her paapeges vilde opstaae, og da ingen Landeiendom for Tiden haves for bedre Kjob (aarlig Afgift) end Fæste, vilde saadanne Gaarde let finde Liebhavere af mere intelligente Mænd, end her findes imellem Bonderne, der ved en bedre Drift vilde kunne gavne Egnens Ager- brug ved gode Exempler. Der kan i Reglen ikke være meget at indvende imod Fæstevæsenet. Besidderen sikkres Eiendommen i sin og Kones Livstid, Eieren har ei storre Sikkerhed, og Forpagteren af Hovedgaarde langt mindre. Men den storfte Anke kan her fores over Godsekeren, der enten ikke vil eller kan indsee hvad der tjener til Gavn for ham Selv og sit Foestegods. Han beskylder Lovgiv- ningen for Ufuldkommenhed, klager over Indskrænkning i Eiendoms- retten, anker over Bondens „Slindrkng", men sporger ei sig selv om han som Godseier har gjort storre Fremgang i Sammenligning til sin Formand, end den nuværende Bonde i Forhold til hans. Den utidige Vedhoengen ved Afbenyttelsen af Naturalhoveriet beviser nok- som hvorvidt han, Godsekeren, bedre forstaaer at beregne Fælleds- Interesse, end Bonden efter sit Standpunkt." Denne Bebreidelse mod Godseierne er dog nok neppe ganske retfærdig; thi saaloenge Domstolene ikke vilde anerkjende dem samme Ret og give dem samme Betryggelse for Hoverkpengene som for Natural - Hoveriet, var der for meget riskeret ved at aflose dette, nu, da der er givet dem Sikkerhed for denne vigtigste Indtægt af Bondergodset, forsvinder Hoveriet meget hurtig, og der er nu kun tre Godser paa Lolland, til hvilke det forrettes, nemlig Aalholm, Rudbjerggaard og Bjærskrup. Vi vende atter tilbage til Justitsraad Ehrenreichs fremsatte Anfluelser om hvad der især kunde gavne Lollands Landvæsen. Den vigtige Sag, han varmt anbefalede, var Merglingen af Agerne, hvortil det daværende „Industri-Selskab" sogte at opmuntre ved Præmier, men han viser, at Diemedet ikke kan naaes paa denne Maade, fordi de ere for smaae og for faa. „Da Præmie-Uddelingen