Sundhedslære
En almenfattig Fremstilling af Sundhedsplejens Anvendelse i det offenliges Tjeneste og i det daglige Liv

Varme (Varmegivere. Varmegrad). 125 nisk Standpunkt fordres, at Varmegiveren afgiver en for Beboernes Sundhed tilstrækkelig Varmeærad, at denne Varme med Hensyn saavel til Rum- met som til Tiden er ligelig fordelt, og at selve V armegivningeii ikke foraars ager nogen Ulempe. Det bør imidlertid haves for Øje, at det menneskelige Legeme selv frembringer sin Varme, at nogen Varmetilførsel ikke behøves, men at tvært- imod et regelmæssigt Varmetab af Legemet er nødvendigt og at derfor Opvarmningens Opgave kun kan være at regulere Varmetabet paa en saadan Maade, at det ikke overskrider et vist Maal. Ved Frembringelsen af den kunstige Varme maa dog foruden den hygiejniske ogsaa den økonomiske Side af Sagen komme i Betragtning. Spørgsmaalet om, hvilken Varmegrad vore Be- boelsesrum skulle have for at være Sundheden tjen- lige, kan ikke besvares i Almindelighed. Oldinge og spæde Børn behøve mere Varme end velnærede og unge Mennesker; til stillesiddende Arbejde maa Temperaturen i Værelset være højere end, naar Ar- bejdet fordrer Bevægelse og Muskelanstrængelse. En Temperatur mellem 15—20° C. vil i de fleste Tilfælde kunne anses for passende for almindelige Beboelses- rum; for Værksteder og Gymnastiklokaler derimod mellem 10—15° C. Temperaturen i Soveværelset bør nogenlunde rette sig efter den Varmegrad, hvori man lever om Dagen, men altid være noget lavere. Slet ikke at op- varme Soverummet, hvad der ikke er ualmindeligt hos os, kan ikke billiges. Er Soverummets og den ydre Lufts Temperatur en s, finder ingen Luftfornyelse af Betydenlied Sted; de kolde Vægge fortætte Vand- dampene, som under Søvnen udskilles fra Lunger og