Om Brændsel Og Fyring
Foredrag holdt af Ingeniør Albert Wesche og Fabriksinspektør Carl J. Ottesen

4 det i andre Retninger, navnlig i Retning af Ren- lighed, byder store Fordele. Kul, som vi langt overvejende anvender det her, er jo Stenkul til Adskillelse fra de blødere Brunkul, som f. Eks. i Sachsen anvendes i ud- strakt Grad, og Trækul. Kul bestaar foruden af det egentlige Kulstof af større og mindre Mængder Gasarter og mineralske Bestanddele; disse sidste er uforbrændelige og bliver tilbage som Aske og Slagge. Et stort Indhold af Aske forringer i høj Grad Kullenes Værdi som Brænd- sel, ikke alene fordi det betales som Kul, men ■tillige fordi det hindrer en fuldstændig Udbrænding af Kullene og derfor giver en Mængde Slagge. Efter Kulstoffets og Askens Beskaffenhed viser Kullene ved Opvarmning paa Risten forskellige Forhold; de kan blive bløde og smelte sammen til Kager, saakaldte bagende Kul, de kan blære op og samle sig til Klumper, sintrende Kul, og endelig kan de springe itu, saa de bliver til Pulver, saakaldte sandede Kul. Kul, som har udprægede Tendenser i nogen af disse Retnin- ger, er ikke egnede til Deres Brug. Efter det større eller mindre Gasindhold i Kullene bliver disse flammende (fede Kul eller Gaskul) eller ikke flammende (magre Kul). Disse to Slags Kul kan godt have samme Værdi som Brændsel, kun maa man være klar over, at de skal benyttes paa forskellig Maade. Antracit f. Eks., som saa godt som ikke indeholder Gas, men bestaai- af rent Kulstof, er noget af det fine- ste Brændsel, man har; det giver næsten ingen .Flamme, men heder desuagtet meget stærkt.