Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

100 Chr. Blinkenberg X. Tilbagesyn. Vejen, der måtte tilbagelægges, har været lang, og indtrykkene fra vandringen kan synes brogede og mang- foldige. Det vil da være naturligt ved dens ende i er kort tilbagesyn at fastholde hovedlinierne i de stier og veje, ad hvilke undersøgelsens gang har ført os. I fjærn fortid er hos'folkene i den gamle verden den tanke bleven til, at lyn og torden frembringes af en sten, der fra himmelen farer ned til jorden. Den har sin oprindelse fra en simpel tydning af naturfænome- net, som man iagttog: når lynet dræbte et menneske, kløvede et træ eller borede et hul i jorden, måtte det skyldes et slag af lignende art, som mennesket frem- bragte med sit værktøj, kun ført med langt større magt. Selve stenen, der for ned fra himmelen, indesluttede i sig den overmenneskelige kraft, som lynets virkning bar vidne om : tordenstenen var et guddommeligt væsen, farligt og skrækkeligt, genstand både for tilbedelse og for frygt. Den selv og alt, hvad der rørtes af lynet, var tabu. Meget tidlig, utvivlsomt allerede i stenalderen, knyttede denne tro sig til tildannede stenredskaber af forskellig art, mest øxer, men også pilespidser og kaste- kugler, som kunde findes på jorden, uden at nogen vidste, hvorfra de stammede, stundom vel også på ste- der, hvor uvejr havde raset. Hvor de religiøse forestillinger antog fast form, op- kom heraf en dyrkelse af stenøxer som tordenguder. 1 bronzealderen afløstes disse øxer i den religiøse kultus, ligesom i det virkelige liv, flere steder af metaløxerne. Da religionen nåede til udformning af guder i menne-