Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

 Tordenvåbenet i kultus og folketro. 101 skeskikkelse, blev bronzeøxen tordengudens våben. Denne udvikling kan tydelig spores i egnene om den østlige del af Middelhavet: fra de græske øer i bronze- alderen kendes dyrkelse af bronzeøxer opstillede på et alter, fra øerne og Lilleasien i historisk tid tilbedelse af en personlig gud, der fører dobbeltøxen som våben, fra Assyrernes og Hettiternes lande en gud, som er væbnet med den enæggede metaløxe. Ad veje, der ikke længer i det enkelte kan følges, er dyrkelsen af denne torden- gud, ligesom andre tanker fra det samme kulturcentrum, ført til forskellige folk i Europa. Her afløstes dobbeit- øxen flere steder af hammeren eller den enæggede øxe : ætlinge af Middelhavslandenes gamle tordengud træf- fer vi hos Kelterne som Sucellus, hos Litauerne som Perkun, hos Nordboerne som Thor og som den yngste dennes descendent, den lappiske hammervæbnede tor- dengud . Ægypten, som ellers er den kilde, hvorfra så mange tanker og fremskridt er strømmet ud til alle egne af den gamle verden, er uden lod i denne udvikling, af den simple grund, at det så at sige aldrig tordner der. Tor- den og lyn, det naturfænomen, som mægtigst griber det primitive menneskes sjæl, har derfor hos det ægyp- tiske folk ikke udløst nogen religiøs forestilling. I vor kulturs andet gamle arnested, ved Eufrats og Tigris’s nedre løb, er tidlig en anden tanke udformet: lynet op- fattes her som den himmelske ild. Om den rækker til- bage til en alder jævnbyrdig med tordenstenstroen, eller om den er yngre og har afløst denne, er uvist. I den gamle babyloniske kunst og billedskrift gengaves ilden ved siksaklinier. Et fast lynbillede skabtes heraf i form af to eller tre sådanne linier, forneden forbundne med hinanden. I denne form blev lynilden genstand for tilbedelse og lagdes som våben i den tidlig udviklede tordenguds, Adads, hånd. Som kultusgenstand forme-