Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

102 Chr. Blinkenberg des lynbilledet af fast stof, vel hyppigst metal, og førtes i denne skikkelse både mod øst og vest til de folk, som kom under den overlegne babyloniske kulturs påvirk- ning. Hos nogle folkestammer i I or-Asien, som Hetti- terne, væbnedes tordenguden både med øxen og med det tregrenede babyloniske lyn. Hos Grækerne gen- findes dette i treforken, der som Poseidons våben efter- hånden omtydedes i anden retning, hos Inderne i tri- sulaen, der i Sivas hånd aldrig mistede sit oprindelige præg af tordenvåben. Ved en fordobling af den virk- somme del af det tregrenede lynbillede skabte Assyrerne en anden form af tordenvåbenet, der overførtes til Græ- kerne og her modtog sin rigeste udvikling som Zeus’s keraunos. Væsentlig afsluttet i sin udformning med den hellenistiske tid bevaredes dette lynbillede hos de europæiske folk og i de græske riger i det indre Asien, så vidt og så længe den klassiske kultur herskede. Uanfægtet af al senere udvikling har dog den gamle tordenstenstro, der tilfredsstillede den folkelige trang til forklaring af naturfænomenet, levet videre hos den gamle verdens folk lige til vore dage, i ældre tid til dels krydsende de videre fremskredne religiøse forestillinger og forbindende sig med dem (således hos Romerne), senere efterhånden under de højere religioners indfly- delse berøvet det religiøse moment, som fra først af hørte den til. Kun hos enkelte religiøst lavtstående folk kan endnu træffes en ligefrem dyrkelse af torden- stenene, som det er skik i Syd-Indien og på Guinea- kysten. Yderst mod nord i vor verdensdel, på Island, hvor torden er en sjælden begivenhed, er tordenstens- troen, som landnamsmændene havde medbragt, sygnet hen, fordi naturforholdene ikke bød den næring. Om- vendt er den med den europæiske kolonisation i nyere tid ført til fremmede verdensdele, hvor landenes egne