Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

Tordenvåbenet i kultus og folketro. 19 Men er den gammel, så vilde det være underligt, om den ikke skulde kunne genfindes i gamle kilder, og om den ikke i påviselig gamle religiøse forestillinger i alt fald havde efterladt sig spor. Begge dele er da også tilfæl- det. Det siger vel ikke meget, at tordensteneog flere eller færre elementer af de foran anførte forestillinger nævnes hist og her i middelalderlige skrifter; men også i den klassiske oldtid møder vi traditioner, der først bliver fuldt forståelige, når de ses på baggrund af tor- denstenstroen. I nærheden af Gythion i Lakonien fandtes i old- tiden en utilhugget sten (Pausanias III 22, 1), som i egnens dialekt kaldtes Zeus Kappotas. I den senere oldtid forstod man ikke ret ordet; Pausanias satte det ved en urigtig etymologi i forbindelse med et sagn om, at Orestes ved at sætte sig på stenen var bleven renset for følgerne af sin blodskyld (samme sagn knyttet til en sten i Troizen : Paus. II 31, 4). Sam Wide (Lako- nische Kulte s. 20 f.) har overbevisende givet en anden tydning deraf „den (fra himmelen) nedfaldne Zeus“ o : lynet. Stenen har ikke været en stenøxe eller en lignende lille sten, da der udtrykkelig siges, at Orestes satte sig derpå. Snarere har det været et meteor; meteorer er også i nyere tid flere steder bievne ansete for tordenstene [77, 78]. Lynramte steder blev rundt omkring i Grækenland indhegnede og måtte ikke be- trædes ; ved en indskrift betegnedes de som indviede til den „nedfarende Zeus“ [85 e], Stedets hellighed forklares ved, at guden, som for ned fra himmelen, selv havde valgt det til bolig; men utvivlsomt lå oprindelig den tanke til grund derfor, at det var farligt at betræde det. Også mennesker, som ramtes af lynet, blev der- ved hellige o : måtte ikke berøres; liget måtte ikke be- handles som andre lig, navnlig ikke brændes, men skulde kun tildækkes med jord på stedet, hvor det fand- NS