Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

Tordenvåbenet i kultus og folketro. 29 det hettitisk-assyriske område*) så vel som i de egne, hvor den mykeniske kultur hørte hjemme, bliver det forståeligt, at en parallel udvikling i de to områder i bronzealderen har afløst det gamle tordenvåben med bronzeøxen i de to forskellige former, som var i brug det ene og det andet sted. Men uden denne forudsæt- ning vilde det vanskelig kunne forklares: havde der fundet et ligefremt lån sted fra det ene af de to nabo- områder til det andet, så havde det været at vente, at ligheden havde været fuldstændig, at enten det hetti- tisk-assyriske område havde antaget dobbeltøxen eller det mykeniske område den asiatiske enæggede øxe. Efter at tordenvåbenet således i den græske og for- asiatiske verden ved en naturlig udvikling var omdan- net fra den primitive form til bronzeøxen, blev det, som allerede nævnt, i en del af disse lande ved hier a - tisk tradition fastholdt i denne skikkelse hele oldtiden igennem. Det må utvivlsomt være til denne form, at sagnet om, at lynet forfærdiges til Zeus af Kykloperne, oprindelig knytter sig. Det klassisk-græske torden- våben, som siden skal blive omtalt, kan hverken efter sin art eller efter sin alder komme i betragtning. Dette gælder derimod i højeste grad om dobbeltøxen. Vel var den af samme form som menneskets eget værktøj; men lagt i gudernes hånd måtte den være forf ærdiget af overnaturlige væsener, ilddæmoner, som har støbt eller smeddet den og meddelt den dens overnaturlige kraft. Forestillingen findes nævnt i Hesiodos’s theo- goni (v. 140 og 501 f.). Lignende sagn fortælles om Thors mjölnir, smeddet af dværgene, og Indras vajra, forfærdiget af Tvashtar; den ældgamle folketro om tordenstenen rummer derimod ikke noget tilsvarende *) Det er just fra nogle stæder i dette område, at den hellenistiske dyrkelse af keraunos er overleveret; også den må antages for en senere afløsning af det primitive tordenvåben, stenøxen (ses. 21.)