Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

Tordenvåbenet i kultus og folketro. 47 Når man gennem de græsk-italiske kunstværker er ble ven fortrolig med, hvilken udvikling det har krævet at forme det billede af lynet, som kendes fra den helle- niske tid og fra gentagelserne i den senere romerske kunst, og hvorledes dette tordenvåbens enkelte elemen- ter først ved en vidtløftig proces er smeltede sammen til et harmonisk hele, virker det højst overraskende i det yderste Øst-Asien i vor tid at træffe en fremstilling af lynet, der kun ved lempelige små-variationer skiller sig derfra. Kun een forklaring er da i virkeligheden mu- lig ; enhver tanke om, at udviklingen på de to steder uafhængig af hinanden skulde have ført til et så over- ensstemmende resultat, bliver ganske absurd. Fig. 11. Ved visse religiøse ceremonier fører de tibetanske præster i venstre hånd en klokke, i højre den såkaldte „dorje" (se hg. 11), begge af bronze. Redskaberne be- nyttes ved besværgelser, og der udføres tillige med dem en rituel fremstilling af avlingsakten (se Rockhill, Ethnology of Tibet 740 pl. 41). Elere af de guddom- melige væsener fører i Tibetanernes religiøse billed- kunst „dorje“ som attribut; et sagn, der er overleveret fra Nepal, fortæller, at Buddha i kamp har fravristet Indra hans tordenkile [88 a] , der således skulde gå igen i den tibetanske „dorje“. Ordet „dorje“ betyder, ifølge godhedsfuld meddelelse af professor Dines Andersen, etymologisk „stenenes konge" — der kan således næppe tvivles om, at torden våbenet af metal i den lamaistiske kultus er en afløser af tordenstenen, på samme måde