Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

50 Chr. Blinkenberg ser, tordenvåbenet har gennemgået hos Grækerne i løbet af få hundrede år, er denne modifikation så ringe, at det uden betænkning tør udtales, at det er det helle- nistiske tordenvåben, der i det yderste Østen er blevet bevaret til vore dage. Til forklaring af dette mærkelige forhold må hen- vises til, at den tidlige buddhistiske kunst er gennem- trængt af græske elementer, der kun kan være optagne fra de hellenistiske riger i det indre Asien. Ad samme vej må tordenvåbenet være kommet ind. Just i de hel- lenistiske riger genoplivedes, som foran omtalt, den gamle dyrkelse af selve lynet, nu repræsenteret ved det klassisk-græske tordenvåben (keraunos). I Seleukeia i Syrien, hvor denne kultus spillede en hovedrolle (se s. 20 f.), nævnes i en indskrift et præsteskab ke- raunoforerne (C J G 4458), som efter navnet har ført tordenvåbenet ved visse ceremonier og fester (jfr. de græske lampadoforer, pyrforer, kleidoforer o. s. v.). At en lignende kultus med hellenismen har forplantet sig til de indobaktriske lande, gør tordenvåbenets fore- komst på mønterne herfra [88 c] meget sandsynligt. På de ældre af disse mønter er det udelukkende græske guddomme, Zeus og Athena, der er udrustede dermed; på de yngre (fra 2. årh. e. Chr.) er det lagt i den fire- armede Sivas hånd, og fra ham fører utvivlsomt en di- rekte tradition ned til de mangearmede tibetanske gude- skikkelser, til hvis attributer nu til dags dorje hører. De mindesmærker, som foreligger, viser således, at der på dette punkt virkelig har været berøring mellem de to kulturområder, som ved første blik både i tid og sted synes så vidt adskilte: oldtidens Grækenland og det moderne Tibet.