Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

60 Chr. Blinkenberg I Norden må der, som i det øvrige europæiske om- råde, forudsættes en ældgammel tilbedelse af tordenste- nen selv som gud. Yngre er troen på en personlig gud, i hvis hånd tordenvåbenet er lagt. Her er foregået den samme udvikling, som foran omtaltes for det hettitisk- assyriske og det græske område. Men ligesom de skrift- lige og billedlige kilder i Norden er mellem eet og to årtusinder yngre, således kan der næppe tvivles om, at selve den stedfundne udvikling er foregået langt senere end den tilsvarende i Syden og Orienten. Det indblik, som solbilledet fra Trundholm har åbnet os i nordisk religion fra omtrent samme tid, som den hettitisk-assy- riske gud tilhører, taler ikke for, at Nordboen den- gang har haft en tordengud i menneskeskikkelse. Det var solen selv, der blev dyrket, og det var selve solens billede, der blev brugt ved de ceremonier, som knyttede sig til denne kultus, kun med tilføjelse af hesten som udtryk for dens bevægelse : utvivlsomt har da også lynet været tilbedt under form af selve tordenstenen. Hvor meget senere den personlige tordengud er fremtrådt på nordisk grund, tillader det foreliggende sparsomme ma- teriale ikke at afgøre. Herom tør kun udtales, at de mange figurer og figurlige fremstillinger med religiøs betydning, der foreligger fra den romerske periode, tyder på, at den udvikling, som førte til dyrkelsen af guder i menneskeskikkelse, da i det væsentlige må være fuldbyrdet.*) Det våben, Thor fører, er hammeren. At det i den yngre jærnalder har været en hammer af metal, kan ikke betvivles. Den smeddes, efter overleveringen, af *) Jfr. Sophus Muller, Nordiske Fortidsminder I 317. — Billederne af bronzeøxerne på Kiviksgraven tør ikke, som man har villet, gøres gældende som vidnesbyrd om, at den nordiske bronze- alder har haft en tordengud, væbnet med metaløxe.