Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

62 Chr. Blinkenberg særligt navn for tordenvåbenet, men den almindelige betegnelse for det menneskelige redskab ; etymologien kan da kun vise, at redskabet til at hamre med oprinde- lig har været en sten, hvad man ikke behøver' at erfare ad sproglig vej. Ej heller tør de svenske navne for tor- denstenen (thorvigg, thorkil) gøres gældende i denne sammenhæng; Thordyrkelsen har i hele Norden været af så gennemgribende betydning, at gudenavnet og de deraf dannede ord på enkelte velkendte undtagelser nær er bievne almindelige betegnelser for tordenen. Navnet Mjølnir betyder „knuser". I de mythiske fortællinger er der ofte tale om slaget, den tilføjer, og dets forfær- delige kraft, næppe nogensinde om ilden, der tændes ved lynet. Det kan da endnu en gang stadfæste, hvad foran ofte er nævnt, at det centrale i den europæiske op- fattelse af lyn- og tordenfænomenet, det, hvorved tan- ken først og fremmest har hæftet sig, er slaget, hvad der endnu ytrer sig med al tydelighed i selve de sprog- lige udtryk (lynet slår ned; i almuesmålene: tordenen slår ned; tora siær o. s. v.). Men tør Mjølnir i Thors hånd end ikke erkendes for et oprindeligt stenvåben, kan der dog hertil være over- ført træk, der egentlig tilhører tordenstenen. Det er således forlængst udtalt, at Mjølnirs skjul „åtta röstum fyr jörö neöan" er en genklang af tordenstenstroens forestilling om, at stenen synker dybt i jorden. Kaste- øxer eller kastehamre (som Indianernes tomahawker) kendes ikke fra Nordens oldtid, og dog er Mjølnir et kastevåben — utvivlsomt fordi tordenstenene efter folke- troen kastedes ned fra himmelen med lynet. Torden- stenene fandt man overalt; de krævede ingen videre forklaring. Mjølnir var kun een : for altid at være rede i tordengudens hånd udstyredes den derfor med den egenskab, at den af sig selv vendte tilbage til ham. Et