Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

78 Chr. Blinkenberg 60-62. Island. 60. Skruggusteinn (o: tordensten). Ef maöur hefir hann, ser maöur ut um alla veröld; hann kemr ur lopti ofan 1 Jirumum, og heflr paöan nafn sitt: J6n Arnason, pjöösögur I s. 654. — Dette er vistnok den eneste optegnelse om tor- denstene på Island; heller ikke i Jon Arnasons håndskrevne samlinger eller i andre folkloristiske håndskrifter i lands- bibliotheket i Reykjavik findes nogen notits herom. Denne oplysning skyldes adjunkt Pålmi Pålsson, til hvem jeg hen- vendte mig, da det var mig påfaldende, at der forelå så lidet om tordenstensforestillingen på Island, hvor jo ellers gammel tradition i mange retninger er godt bevaret. For- klaringen ligger i de fysiske forhold. P. Pålsson skriver: »her på Island er tordenvejr et så sjældent fænomen, at der kan gå flere år, uden at man hører tale om noget sådant«. P. P. har godhedsfuldt på mine vegne forhört sig om tor- denstensforestillinger i forskellige egne af Island og fra de fleste steder fået det svar, at intet kendtes hertil; enkelte modtagne meddelelser om tordenstene syntes ham efter deres art snarest at tyde på, at denne forestilling er af nyere oprindelse, »formodentlig indkommen ad litterær vej så sent som i det 17. årh.« 61. Usikkert er, hvor meget de stene, den middelalderlige litteratur omtaler som anvendte i forskellige magiske øje- med, har haft at gøre med tordenstenene. Se f. ex. den gamle kristenret i Grågås (fra år 1123) kap. 18 (i cod. Arna- magn. 334 fol. udg. 1879; i andre håndskr., udg. 1852 og 1883, har kapitlet andre numre): Menn skulu eigi fara meö steina eöa magna J>a til j>ess at binda å menn eöa fénaö. Ef maör truir å steina til heilindis sér eöa fé sinn ok varöar pat fjörbaugsgarö. Vejrmagi: Porsteins påttr bæjarmagns, Forn- manna sögur III s. 180. Tryllepile af sten, som dræber, hvor andre tryllepile viser sig magtesløse: Örvaroddssaga (Boer’s udg.) s. 140. Sejrsten: Didrik af Berns saga (Unger’s udg.) kap. 118 og 120, o. a. 62. Thorshamre af stjålet klokkemetal har indtil den nyeste tid været i brug på Island ved besværgelser (når man vilde slå øjet ud på en tyv): J6n Arnason, Isl. pjéösögur I 445. Maurer så 1858 endnu et exemplar, som havde til- hørt en gammel, troldkyndig kone i Husavik: Islåndische Volkssagen der Gegenwart 101; jfr. Z. f. E. 1894 (319). Denne skik er, som også den anvendte trylleformular viser, en arv