Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

Tordenvåbenet i kultus og folketro. 77 culis nonnullis muricatum, qui ... et figura et magnitudine gallam refert, ... misit, simulque litteris significavit, ilium esse in trunco arboris a fulmine tactae a lignatoribus ipsius repertum et sibi oblatum; verum minus equidem mihi du- bitandum reor, quin servi fallaces, ut majus pretium dono suo ab hero curioso et credulo conciliarent, mira haec commenti sint. 55. Stenøxe med skafthul, funden i begyndelsen af 18. årh. i Uppland; langs siden en række runer; begge ender afstødte (mulig hidrørende fra den i 53 d og 24 omtalte an- vendelse); afb. Antiqv. Tidsskrift 1852—54 s. 260—261; Mon- telius, Kulturgeschichte Schwedens s. 67 fig. 99. 56. Stenøxe med skafthul, med indridsede romanske ornamenter; funden i Vestergötland: Montelius, Kultur- geschichte Schwedens s. 68 fig. 100. (Jfr. 48—50 og 85 b). 57-59. Norge. 57. Fr. Arndtz, provst over Sundfjord og sognepræst til Askevold, sendte 1750 en lille rund sten til biskop E. Pon- toppidan og skrev derom: »Bønderne sige, at Torden ned- skyder saadanne Steene, og som deres gamle Meening er, at Torden slaaer efter Trold, som ellers ville legge Verden øde, saa bliver og deres Meening denne, at disse Steene ere de Kugler, den bruger at skyde med«; de findes, hvor jorden er opreven ved lynnedslag; de største er af form og stør- relse som et hønseæg: E. Pontoppidan, Norges naturlige Historie I 285. 58. Torelod (eller torestein eller dynestein): »et Slags runde og glatte Stene« (hvorom man fordum troede, at de vare fremkomne ved Lynild): Nordhordland, Söndfjord, Ryfylke, Søndhordland, Hardang, Voss, Sogn: Aasen’s og Ross’s norske ordbøger. I Norge er det som i Danmark tordenen, der slår (»tora siær«), se anf. ordb., tor og tora.*) 59. Toreblöyg [töleblei o: tordenkile] som navn på sten- øxer anføres af Sophus Bugge fra Smaalenene og Vestfold (Jarlsberg og Larviks amt) i tillægget til Ross, Norsk ordbog s. 995. *) De to stene, der på gården Mee-ås i Telemarken indtil d. 18 årh. var genstand for kultus (toedes torsdag aften, besmurtes med smør, sattes i højsædet), er af flere forfattere bievne ansete for tordenstene, hvorom dog intet forlyder i de ældre optegnelser om dem" Wille, Sillejords Præste- gield (1786) s. 46.