Lærebog I Meteorologi Og Jordmagnetisme

114 Isodynamerne ere bugtede Linier, hvis Hovedretning er fra Vest mod Øst. Dog danne de lukkede Linier omkring Jordens magnetiske Poler og om nogle Steder i de ækvatoriale Egne, hvor Horizontalkraften naar en Maxi- mumsværdi. 11. Retningen af Horizontalkraften (og altsaa ogsaa af Deklinationsnaalen) paa de forskellige Steder af Jorden angives ved de magnetiske Meridiankurver, som ere Linier, der angive den Vej, man maa bevæge sig for altid at følge Deklinationsnaalens Retning. De gaa alle gennem Jordens magnetiske Poler, men det er kun i Nærheden af disse, at Deklinationsnaalen peger mod disse Punkter. Naar man saaledes vilde bevæge sig fra Kjø- benhavn stadig følgende den Retning-, i hvilken Kom- pasnaalen peger, vilde Vejen gaa gennem Ishavet mellem Jan Mayen og Spitsbergen. Rejsen vilde dernæst gaa videre mod Nordvest gennem det nordligste Grønland for herfra under c. 80° n. B. gennem Vest og Sydvest at ende i Jordens nordlige Magnetpol. 12. Totalkraftens Retning angives ved den Vinkel, som Inklinationsnaalen i den magnetiske Meridian danner med den vandrette Plan. Denne Vinkel, der kaldes Inklinationen, aflæses paa en lodret, i den magnetiske Meridian stillet, inddelt Cirkelring, om hvis Cen- trum Inklinationsnaalen bevæger sig i en gennem dens Tyngdepunkt gaaende vandret Akse. Om Inklinato- riets videre Indretning henvises til Fysikken. I Kjøbenhavn er for Tiden (1890) Inklinationen = 68° 50'. Paa de Steder af Jorden, hvor Inklinationsnaalens Nordende vender nedad, siges Inklinationen at være nordlig-, paa de Punkter, hvor det er Sydenden, der vender nedad, kaldes Inklinationen sydlig. De Steder paa Jorden, hvor Inklinationen er Nul, siges at ligge i den magnetiske Ækvator.