Lærebog I Meteorologi Og Jordmagnetisme

7 Violle og flere andre Fysikere. Som Varmemaalere bleve benyttede: en Metalcylinder, fyldt med Vand, hvis ene Grundflade, der blev udsat for Solens Bestraaling, var sværtet med Kønrøg (Pouillets Methode s. Ellingers Varme- lære), et sværtet Termometer eller en Termosøjle. Ud- sættes saadanne Apparater for Solstraalernes direkte Paavirkning, kan man af Vandets eller af Termometer- vædskens Opvarmning eller af Størrelsen af den ved Termosøjlens Bestraaling frembragte elektriske Strøm beregne den Mængde Varme, som Solen i en vis Tid sender til Apparatet. Foretager man saadanne Forsøg ved forskellige Solhøjder, kan man heraf finde Loven for Atmosfærens Indsugning af Varmestraalerne, og derved saavel den Mængde Varme, som Solen sender til Atmosfærens yderste Grænser, som den Varmemængde, der, efter at Straalerne ere gaaede gjennem Atmosfæren, ved forskellige Solhøjder sendes til et Punkt paa Jordens Overflade. Af Violles og Langleys Undersøgelser, hvis Resultater have størst Sandsynlighed for at komme Sandheden nær- mest, fremgaar det, at Solen ved Grænsen af Atmosfæren i hvert Minut til hver Kvadratcentimeter sender en Varme- mængde af 2.5 til 3 Varmeenheder (Gram, C.°) under Forudsætning af, at Straalerne falde lodrette. Gennem- snittet af det Straalebundt, der hvert Øjeblik sendes til hele Jorden, er i Størrelse ligt med Arealet af en Stor- cirkel, hvis Radius er lig med Jordens. Heraf følger, at hele den samlede Varmemængde, som Solen i et Aar sender til Jorden, er lig med: 2.5 X 60 X 24 X 365.2 X ^R2 = 1676 X 1021 Varmeenheder (Gram, G.°) eller mere end P/2 Kvartdrillioner Varmeenheder, naar 2.5 tages til Solarkonstant. Denne Varmemængde vilde være tilstrækkelig’ til at smelte et over hele Jorden udbredt Islag- paa 45 Meters Tykkelse.