Menneskets vigtigste Indvoldsorme
deres Liv og Vandringer

2 massevise Forekomst beroer maaste ogsaa Forbudet mod Nydelsen af Smnekjod hos Joderne og andre orien- talste Folkeslag, omendskjondt man ikke har nogetsom- helst positivt Bevis derfor, og uagtet det fra mange Sider er benægtet, at bette Forbud er blevet dikteret af Sundhedshensyn. Saameget er imidlertid vist, at det tintede Flæfl al sin Tid har været holdt for sygt, og Nydelsen deraf for fladelig. Tinterne bleve betrag- tede som Aflejringer af et Sygdomsstof og stillede i samme Klasse som Svulster, Tuberkler, Kræft o. s. v. Denne Anskuelse syntes saa meget mere berettiget, som der ogsaa stuudom jagttoges lignende vandfyldte Blærer i Leveren, Milten, Lungen o. s. v., og det ikke blot hos Svinet, men ogsaa hos Oxen, Faaret, ja selv hos Mennesket, hvilke Blærer forvoldte alleslags farlige, endogsaa dødelige Sygdomme. Forst henimod det syttende Aarhundredes Slut- ning begyndte en anden og rigtigere Meniug at gjore sig gjaldende om Tinternes Natur. En Læge i Kö- nigsberg, ved Navn Hartmann, opdagede, at disse Blærer viste selvstændige Bevægelser i varmt Vand ligesom Orme. Det var ringförmige Sammentræk- ninger af Legemet, han iagttog, som begyndte ved den uigjennemsigtige Taps Tilhæftningssted og, idet de be- standigt gjeutoges, bolgeformigt udbredte sig over hele Blæren. Der kunde nu ikke være Tvivl om, at disse Legemer vare levende Dyr, Indvoldsorme, ligesom de allerede forlængst bekjendte Spolorme og Bændelorme. Man kaldte dem „Blæreorme". At ResUltatet af Hartinanns Forsøg, som vare anstillede ikke blot med Svinets, men ogsaa med Gedens Tinter, var rigtigt,