Menneskets vigtigste Indvoldsorme
deres Liv og Vandringer

' '' 19 det forbeholdes senere Undersøgelser at godtgjore. Der var dog Grunde, som talte for, at Opens Tinte var en egen Art. Alt i lang Tid havde man nemlig bemærket, at Menneskets almindelige Bændelorm frembød mange Forskjelle i Form og Udseende. Paa Grund af disse Forstjelligheder havde Göze allerede skjælnet mellem to „Varieteter": en længere Form med store tykke Led og en kortere, som var hyppigere i det nordlige Tydsk- land, „idetmiudste omkring Harzen", og karakteriserede sig ved sine flade, gjennenisigtige Led. Senere gjorde den berømte Bremser i Wien den Iagttagelse, at der ogsaa gaves menneskelige Bændelorme uden Krogkrands, og at disse s. E. i Wien vare de allerhyppigste. Rig- tignok var Bremser ikke meget tilbøjelig til at tillægge denne Omstændighed videre Betydning. Han troede blot at kunne slutte deraf, at Bændelormen ikke sjæl- dent tabte sin Krogkrands med Alderen, ligesom Men- nestet sit Haar. Denne Paastand er efter Bremser bleven gjentaget utallige Gange af Læger og Natur- forskere, omendskjondt man stadigt mere og mere maatte overtyde sig om, at væbnede og uvæbnede Bændel- ormehoveder kun paa de færreste Steder forekom lige hyppigt ved Siden af hinanden, saaledes som det maatte formodes, hvis hin Angivelse var rigtig. Navn- lig fra det sydlige Tydsklaud kom der flere og flere Beretninger om den uvæbnede Bændelorms udeluk- kende Forekomst der. Det blev allerede foreflaaet at stille denne sidste fra den væbnede Taenia solium som en egen Art. 2*