Menneskets vigtigste Indvoldsorme
deres Liv og Vandringer

38 Allerførst lykkedes bet ad Experimentes Vej at godtgjore, at Muskeltrichinerne efter at være overforte i Tarmen falde ud af deres Kapsel og udvikle sig videre, og at de altsaa virkelig, som man alt i længere Tid har formodet, kun ere Larveformer. Leuckardt, som an- stillede de forste heldige Forsøg af denne Art, beviste, at Trichinerne i Musenes Tarmkanal raskt svulme op, saa de blive dobbelt saa tykke, og Virchov saa allerede den fjerde Dag efter Jndfodringen hos Hunden Exem- plarer ifærd med at udvikle Wg. Begge Forskere troede imidlertid dengang, at Trichinerne efter Overførelsen i Tarmen stulde undergaae en ftørre Forvandling for sluttelige», — saaledes som Sieboldt havde formodet det, og Küchenmeister med Hensyn til visse anatomiske Forhold havde sogt at begrunde det, — at gane over i en anden Ormeform. De troede derfor heller ikke, at de turde erklære disse Tarm trich in er for fuldt ub- viklede Dyr. Forst ved senere at gjentage de tidligere Forsog, overtydede Leuckardt sig om, at en saadan For - vandling ikke fandt Sted, at de kjsnsmodne Trichiner repræsenterede en egen, hidtil ubekjeudt Dyreform, som væsentligt stemmede overens med Muskeltrichinerne og kun var forfljellig fra dem ved sin Størrelse og den fuldkomne Udvikling af Kjonsorganerue. De udviklede Dyrs Længde er forovrigt kun ubetydelig. Hos Hun- nerne, som næsten ere dobbelt saa store som Hannerne, naaer den sjeldent mere end en Lime. Denne ringe Størrelse er rimeligvis Grunden til, at be uddannede Trichiner, trods deres massevise Forekomst, hidtil ere oversete.