Menneskets vigtigste Indvoldsorme
deres Liv og Vandringer

40 Tarmen opfyldt af en vandet Vædfle, og i saadanne Tilfælde lide Dyrene sædvanligvis indtil deres Dod af stærk Diarrhoe, ved hvilken Tarmens Indhold og talrige Trichiner fores bort. Jalmindelighed kan man ogsaa i trichinsyge Dyrs Exkrementer eftervise Trichiner i stort Antal. Tarmvæggens Forandringer ere naturligvis ledsa- gede af mer eller mindre stærke febrilske Phcenomener, Mangel paa Appetit og andre Forstyrrelser i Fordøjelsen. Ofte medfore disse, idet de tage til i Styrke, efter faa Dage Doden, men der gives ogsaa Tilfælde, i hvilke de neppe bemærkes eller ganske synes at mangle. Dette er imidlertid kun i saadanne Tilfælde, i hvilke Tri- chinerne kun i ringe Mængde ere indforte i Tarmen. En dygtig Dosis Trichinkjsd virker hos de fleste Dyr, idetmindfte Pattedyr, som en dodelig Gift. Med Villie siger jeg hos „de fleste Pattedyr", thi der synes at være nogle, som ere mere beskyttede mod Trichinerues Indvirkning eud andre, eller som snarere frembyde mindre gunstige Forhold for Trichinerues Ud- vikling. Dog kan man efter Leuckarts Undersøgelser kun antage faa Dyr for at være aldeles uduelige til at udvikle Trichiner. Hunde, Katte, Maurer, Mus, Ka- niner, Marsvin, Kalve, Svin, Alle bleve befundne be- satte med Tarmtrichiner efter Jndfodringen, og selv i Hons og Duer kunde disse Snyltere udvikle sig. De Dyr, som Leuckart forst betjente sig af til sine Experimenter, vare Hunde. Da han havde faaet fuldt udviklede Trichiner i dem, befluttede han at forsøge paa af deres Angel at frembringe Mllsteltrichiner. Han fodrede et Svin med en med Trichiner tæt besat Hunde-