Menneskets vigtigste Indvoldsorme
deres Liv og Vandringer

41 tarm. Svinet var allerede tidligere, ved en nordame- rikansk Naturforsker Leydis Undersøgelser, bekjendt som Trichinbcerer. Allerede den folgende Dag indfandt der sig hos dette Dyr en heftig Maveinflammation. Det tabte Madlysten, hang med Hovedet og Halen, fljar Tænder, trak Maven ind og forraadede tydeligt, at det plagcdes af heftige Mavesmerter. De folgende Dage voxede Symptomerne saa stærkt, at Dyret lagde sig ned, Hovedet blev hedt, Torsten tog til, Sygdommen havde aabenbnrt antaget en febrilsk Karakter. Da Dyret om- trent paa den ottende Dag var kommet sig saavidt, at det atter spiste med Appetit, bemærkede man en ejen- dommelig Usikkerhed i Bevægelserne hos det, især uaar det brugte Baglemmerne. I de folgende Dage uddan- nede dette Phænomen sig til en fuldstændig Lamhed, saa nt Dyret i den tredie Uge efter Fodringen laa næsten uden at kunne røre sig og strax faldt om, uaar det blev rejst, medens Lemmerne vare stive, kolde og gjorde ondt, naar de blev bøjede, hvilket dets Skrigen beviste ved ethvert Forsøg derpaa. Stemmen var fru den forste Uge af hæs og kraftløs og lignede mere et Faars Bræ- gen end den tidligere Grynten. Dyrets Lidelser vare saa store, at man daglig ventede dets Dod. Ikke destomindre frembragtes ved omhyggelig Pleje efter kort Tids Forlob en Bedring. Appetit og Kraft vendte tilbage. Stundom rejste Dyret sig, gjorde Forsag paa at gaae, naar man stillede det paa Benene, gik stundom nogle Skridt, inden det tumlede om, og vilde med Tiden maaske være ble- vet fuldstændigt helbredet, hvis ikke Experirnentatorerne havde anset det for hensigtsmæssigt paa Grund af For- søget at flagte det i den femte Uge ester Jndfodringen.