Menneskets vigtigste Indvoldsorme
deres Liv og Vandringer

42 Ved Sektionen viste der sig paafaldende Spor as en stærk og udbredt Inflammation. Tyndtarmens Vin- dinger vare klæbede sammen til en stor Klump, og paa enkelte Steder voxede sammen med Tyktarmen. Ellers var Tarmen fuldkommen sund. Trichiner fandtes ikke i den. I Hjerne og Rygmarv sans heller ikke For- andringer. Selv Musklerne syntes ved forste Djekast at være fuldkommen normale, idetmindste manglede de hvide Prikker, som ellers robe Trichinernes Nærværelse. Men da Leuckart lagde et Stykke Kjod under Mikro- skopet, sua han ved første Djekast, at Experiments var lykkedes. Trichin laa ved Trichin, alle lige udviklede, sammenrullede mellem Trævlerne. Kun Kapslerne mang- lede. Jstedenfor disse, faa man omkring Ormen et tenformigt lyst Rum, som ved nærmere Undersøgelse viste sig at være en Udvidelse as et langt, tyndt Ror, som laa i samme Retning som Muskeltrævlerne, men intetsteds viste disses karakteristiske Bygning. Man kunde un ikke være i Tvivl om den sorud- gaaende Sygdoms Natur. Det var aabenbart Trichin- embrl)onerne, fom ved deres Vandringer ud af Tarmen og ind i Musklerne forst havde frembragt Inflammatio- nen og senere Dyrets Lannnelse. Antallet af de i Musk- lerne indeholdte Trichiner anslog Leuckart til omtrent 13 Millioner, disse 13 Millioner havde overvundet Dyret ligesom Lilleputianernes Naalestik overvandt Ka- pitain Gulliver. Jfolge disse Lenckartske Iagttagelser laa det nær at formode, at Mennesket blev smittet med modne Tarm- trichiner rimeligviis fra Hunden, (som dengang eittmu var den eneste bekjendte Bært for Tarmtrichiner). I