Menneskets vigtigste Indvoldsorme
deres Liv og Vandringer

ST- i. -'Dr- 43 Virkeligheden er dette vistnok ogsaa saa i enkelte Til- fælde. At imidlertid denne Maade at smittes paa ikke er den eneste, ja ikke engang den hyppigste, derom skulde en Iagttagelse af Zenker snart overtyde os. Det var den 12te Januar 1860 i den samme Maaned, i hvilken Leuckart begyndte sine Undersøgelser over Trichiner, at en tyveaarig Tjenestepige, som hidtil havde været sund og rast, blev optagen i den medicinske Afdeling af Hospitalet i Dresden. Hun havde begyndt at skrante ved Juletid, og havde ligget tilsengs omtrent siden Nytaar, forst hos sit Herflab, en Landmand, og siden hos sine Forældre. Sygdommen var begyndt med stor Mathed, Søvnløshed, Mangel paa Madlyst, For- stoppelse, Hede og Torst. Lignende Phænomener bleve i Begyndelsen iagttagne paa Hospitalet; Patienten havde stærk Feber, Maven var spændt og om. Man antog Sygdommen for Typhus, omend med noget Forbehold, da den for denne Sygdom saa karakteristifle Opsvulmen af Milten manglede. Snart kom der til disse Symptomer en uventet Affektion i hele Muskelsystemet. Den Syge klagede Dag og Nat over de frygteligste Smerter, især i Lemmerne, var ikke istand til at bringe Knæ og Underarm ud af den halvtboiede Tilstand, hvori de befandt sig. Ethvert Forsøg paa at strække dem, medforte en betydelig For- ogelse af Smerterne. Benene svulmede desuden vand- sotagtigt op. Den 27be Januar bøbe hun, efterat der forst havde vist sig Tegn til en Lungeinflammation. Ved Sektionen viste der sig Intet, som tydede paa, at Sygdommen havde været Typhus. Zenker fandt derimod, da han ti ejere undersøgte Musklerne, til sin 3