Menneskets vigtigste Indvoldsorme
deres Liv og Vandringer

47 at skee efter en længere Række Aar. Hvor længe de mdkapslede Trichiner kunne forblive levende, er endnu ikke afgjort, omendskjondt mange Omstændigheder tale for, at dette Tidsrum kan imae til tyve Aar eller mere. Desto mere paafaldeude er Tarmtrichinernes korte Liv, thi disse blive sjælden ældre end et Par Uger. Alle- rede efter den fjerde Uges Forlob er deres Mængde betydeligt reduceret, og efter sex til otte Uger findes kun nogle enkelte Exemplarer ilive. Omendfljondt det nu gjcelder som en Regel, at Tarmtrichinernes Embryoner udvikle sig til Mustel- trichiner hos den samme Vært, gives der dog ogsaa Undtagelser herfra. Huude, font fodredes med trichiu- befængt Kjod, bleve, pan en enkelt Undtagelse nær, forflaanede for Mufleltrichiner, omendfljondt flere af dem husede flere Hundredetusinder af Tarmtrichiner. Pan samme Maude forholdt de Drøvtyggere (Faar og Kalve) og Fugle sig, som Leuckart epperimeuterede med. Vi maa antage, at der her har manglet de nødvendige Betingelser for Udviklingen, om det end foreløbig er umuligt at nævne, hvilke disse ere. Jovrigt behove vi vel neppe at bemærke, at Aar- sagen til den hyppige Selvsmitte med Trichiner beroer paa de nyfodte (Embryoners store Bevægelighed. Hvis de, ligesom Bændelormene, vare indefluttede i faste Wggeskaller, som maatte odelægges, foreud de kunde begynde deres Vandring, faa vilde de to Former af Trichinen vel neppe optræbe faa konstant ved Siden af hinanden i den samme Vært. Trichinsygdommens Far- lighed beroer nu netop paa dette Forhold. Tarmtrichi- nernes Tilstedeværelse bevirker i og for sig kun en mer