Beretning Til Indenrigsministeriet Om Ernæringsraadets Virksomhed I Høstaaret 1917-18
Ved Ernæringsraadets Sekretær

— - 15 — ledes de skulde forholde sig i de Tilfælde, hvor en Jordbruger gjorde Forbeholds- ret gældende, og det ikke havde været muligt før Kornets Sammenkørsel at kon- statere Høstens Størrelse med nogenlunde Sikkerhed, og endelig instrueredes Nævnene om, at de skulde gøre de Jordbrugere, der gjorde Forbeholds- ret gældende, forstaaeligt, at de 450 kg Korn pr. 1000 Kr. Jordværdi, som de havde Lov til at forbeholde sig til eget Brug, næppe vilde kunne forslaa mere end til tilstrækkeligt Saasæd og til Hestefoder, saaledes at det altsaa var Me- ningen, at en saadan Jordbruger ikke maatte anvende sit Korn til andre Formaal end de to nævnte, førend der var truffet en Ordning med Nævnet om Sagen. De nævnte Vejledninger udsendtes i August Maaned. Allerede i Begyn- delsen af September Maaned, da man havde faaet opgivet Resultaterne af den foreløbige Vurdering af Høstens Størrelse, der var foranstaltet paa Foranledning af Udvalget af 4. April, blev det Ernæringsraadet klart, at Kornloven maatte forventes at ville give meget mindre Korn til Staten, end man havde anslaaet i Bemærkningerne til denne Lov. Den Form for Forbeholdsret, der var hjemlet i Kornlovens § 1 b, og som tillod enhver Jordbruger først at holde 450 kg Byg, Havre, Blandsæd eller Bælgsæd pr. 1000 Kr. Jordværdi tilbage til eget Brug, inden han afleverede noget til Staten, var i Virkeligheden fastsat under Forud- sætning af, at Landet opnaaede en Høst, der laa omkring Middel, og bevirkede naturligvis nu, da Høsten formindskedes betydeligt, at Opgørelsen af det en- kelte Jordbrugs Leveringspligt altid gik ud over Statens Andel, idet Jordbrugeren til enhver Tid havde Sikkerhed for at beholde sine 450 kg Vaarsæd pr. 1000 Kr. Jordværdi, medens Staten kun fik, hvad der i øvrigt blev tilovers af Høsten. Foruden den Fare, der rummedes i dette Forhold, knyttede der sig endvidere til Forbeholdsretten meget betydelige administrative Vanskeligheder, fordi Op- gørelsen af Leveringspligten i alle de Tilfælde, hvor en Jordbruger gjorde For- beholdsret gældende, krævede en Opgørelse af hele hans Høsts Størrelse, hvilket er en yderst vanskelig Opgave, naar den paagældende Jordbruger ikke kan ud- tærske i Løbet af kort Tid og stadig, fpr at holde sin Husdyrbestand nogen- lunde paa Benene, maa have Lov til at fodre, indtil Aftærskningen er blevet fuldendt. Ved Opgørelsen af Høstens Størrelse maatte man da i de allerfleste Tilfælde stole ret meget paa Jordbrugerens egne Opgivelser over, hvormeget han havde fodret, og da det, saaledes som Stillingen var i Landet, ikke var muligt paa een Gang at tvinge samtlige Jordbrugere til at gøre skriftligt Regn- skab for, hvormeget de saaledes opfodrede, maatte hele denne Opgørelse i Vir- keligheden blive ret tvivlsom. Det er tillige indlysende, at Svineholdet under disse Omstændigheder rummede en ganske overordentlig stor Fare for hele Landet, idet en stor Mængde Jordbrugere, saafremt de beholdt Svinene, meget let vilde komme til at opfodre mere Korn, end de egentlig havde Raad til, hvis de skulde opfylde deres Leveringspligt til Staten, og da Vurdering af en Høsts Størrelse altid er tvivlsom, saalænge Kornet ikke er aftærsket, kunde det for- ventes, at mange Jordbrugere uden egentlig at ville det og uden egentlig at vise nogen særlig fremtrædende Letsindighed, kunde komme i den omtalte Si- tuation, hvoraf naturligvis vilde følge, at Statens Forsyning med Kornvarer for- mindskedes yderligere.