Vejledning i Rørlægning
og Teglrørs-Fabrikation

49 saadant Sted ikke alene ophore at trække ind i Rorene, men det bil endog indenfra presse sig ub nf Rorene og komme mere eller mindre ucr.r op til Overfladen. Dette Tilfælde indtræffer, som Enhver let kan overbevise sig om, hver Gang der lægges mindre Nor i Grøfter, som i Førstningen afgive mere Grund- vand, end Rorene kunne rumme. Saalænge det stærke Tillob varer, bliver Virkningen altsau den samme, som om Rorled- ningen paa saadanne Steder var forstoppet. Der kan derfor, hvor Jorden har været meget Da ab, i det forste Aar forekomme „Forstoppelser" eller danne sig vaade Steder, som ikke senere gjentage sig. Ere Rorene derimod paa Steder virkelig for snævre for den cmrlige Tilstrømning, fern ville disse Steder blive sure og kolde og give ringere Afgroder. Denne Ulcrmpe lader sig paa forskjcllig Maade afhjælpe. Enten maa Rorledningen paa det Punkt, hvor Norene til Tider netop lobe fulde, ledes i en aabeu Groft eller i en Hovedled- ning, eller de maa, uaar den skal forlænges, fra dette Punkt fortsættes med Ror af ftørre Vidde. Men Hovedsagen bliver at finde det Punkt, hvor Rorene af forfljellig Vidde netop lobe fulde, at bestemme dette Punkts Afstand fra Rorledningens Be- gyndelsespunkt. Den Vandmængde, som et Ror af en vis Vidde kan fore, er et Produkt nf Hastighed og Tværprofil. Hastigheden af- hænger af Faldet, og da dette vdsindes ved Nivellering, kan man altsaa i egne sig til Faldet, ^.il Grund for denne Beregning kan lægges Formelen i Eytelweins Hydrostatik: c,__e 1 50 d h C -- °-4 2 i/ .----- ' 1 + aUd hvor c betegner Hurtigheden, d Rorenes Tværmaal, h Faldet, som Ledningen har paa Længden 1, hvorved alle Maal blive at overfore til samme Benævnelse. Hvor stor en Del heraf der kan antages for Praxis, er allerede angivet i § 10. 4