Planteverdenen i Menneskets Tjeneste

Forfatter: C.H. Ostenfeld, A. Mentz

År: 1906

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Frem

Sider: 382

UDK: 633 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000145

Med 335 Illustrationer.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 388 Forrige Næste
120 PLANTEVERDENEN I MENNESKETS TJENESTE med fra Hanblomsterne, der tilmed hos mange Arter udvikles se- nere end Galblomsterne. Vi skal nedenfor se, hvorledes disse ejendommelige Bestøvningsforhold længe har været kendte i Praksis. Figner er i umoden Tilstand grønne og ligesom hele Planten fuld af en bittert smagende Mælkesaft, der dog ef- terhaanden forsvinder, medens der ved Modningen og Eftermodningen dannes stedse større og større Mængder Sukker. Modne er Figner gule eller mørkt grøn- lige med purpurrødt Anstrøg, men vari- erer forøvrigt stærkt i Farve og Størrelse. Figentræets oprindelige Voksesled synes at være Middelhavslandene fra Syrien til de kanariske Øer. Paa de æld- gamle ægyptiske Mindesmærker findes Træet afbildet, og i Biblen omtales Træ- et og dets Frugter ofte. Kulturen af det menes at være opstaaet i det lyk- kelige Arabien; den var kendt i Græ- kenland fra Aar ca. 7C0 f. Kr.; de den- gang dyrkede Former var indførte fra Asien, medens Træet samtidig fandtes Fig' 10°‘ . F'?en„.1 Læn8desniL vildtvoksende, i det mindste i det græ- ske Arkipelag. Til Italien kom de dyr- kede Former først senere; ikke des mindre omtaler Plinius 29 Sor- ter. I Kina, Indien og andre Lande i Asien har Figentræet ligeledes været dyrket i lang Tid. Figner var i Oldtiden et vigtigt Nærings- middel, især vel for den mindre velhavende Befolkning. Nu dyrkes Træet næsten ovei'- alt i den gamle og nye Verden, hvor Var- meforholdene tillader det. I Mellem- og Nord-Europa er Forholdene selvfølgelig mindre gunstige for dets Kultur, i alt Fald kan det ikke dyrkes i større Maalestok. Endnu i Danmark kan det trives paa Fri- land og endog (t. Eks. i København og paa Kristiansø) i varme Samre give store, modne og velsmagende Figner. Allerede i Oldtiden skelnede man — ligesom nu — mellem to Hovedformer af Figentræet: det ægte med spiselige Frugter og det vilde (Caprificus), hvis Frugter ikke egner sig til Føde. Af begge Hovedformer findes Varieteter, men kun det ægte dyrkes. Dog er det vilde, som det vil ses af det følgende, af stor Betydning. Det ægte Figentræ, der blomstrer mindst 2 Gange aarlig, bærer Fig. 101. Frøblomst (til venstre) og Galblomst (til højre) af Figentræet, st. for- slørr. (Efter Solms-Laubach).