Planteverdenen i Menneskets Tjeneste
Forfatter: C.H. Ostenfeld, A. Mentz
År: 1906
Forlag: Nordisk Forlag
Sted: Frem
Sider: 382
UDK: 633 Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000145
Med 335 Illustrationer.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
120
PLANTEVERDENEN I MENNESKETS TJENESTE
med fra Hanblomsterne, der tilmed hos mange Arter udvikles se-
nere end Galblomsterne. Vi skal nedenfor se, hvorledes disse
ejendommelige Bestøvningsforhold længe har været kendte i Praksis.
Figner er i umoden Tilstand grønne
og ligesom hele Planten fuld af en
bittert smagende Mælkesaft, der dog ef-
terhaanden forsvinder, medens der ved
Modningen og Eftermodningen dannes
stedse større og større Mængder Sukker.
Modne er Figner gule eller mørkt grøn-
lige med purpurrødt Anstrøg, men vari-
erer forøvrigt stærkt i Farve og Størrelse.
Figentræets oprindelige Voksesled
synes at være Middelhavslandene fra
Syrien til de kanariske Øer. Paa de æld-
gamle ægyptiske Mindesmærker findes
Træet afbildet, og i Biblen omtales Træ-
et og dets Frugter ofte. Kulturen af
det menes at være opstaaet i det lyk-
kelige Arabien; den var kendt i Græ-
kenland fra Aar ca. 7C0 f. Kr.; de den-
gang dyrkede Former var indførte fra
Asien, medens Træet samtidig fandtes
Fig' 10°‘ . F'?en„.1 Læn8desniL vildtvoksende, i det mindste i det græ-
ske Arkipelag. Til Italien kom de dyr-
kede Former først senere; ikke des mindre omtaler Plinius 29 Sor-
ter. I Kina, Indien og andre Lande i Asien har Figentræet ligeledes
været dyrket i lang Tid. Figner var i Oldtiden et vigtigt Nærings-
middel, især vel for den mindre velhavende
Befolkning. Nu dyrkes Træet næsten ovei'-
alt i den gamle og nye Verden, hvor Var-
meforholdene tillader det. I Mellem- og
Nord-Europa er Forholdene selvfølgelig
mindre gunstige for dets Kultur, i alt Fald
kan det ikke dyrkes i større Maalestok.
Endnu i Danmark kan det trives paa Fri-
land og endog (t. Eks. i København og paa
Kristiansø) i varme Samre give store, modne
og velsmagende Figner.
Allerede i Oldtiden skelnede man —
ligesom nu — mellem to Hovedformer af
Figentræet: det ægte med spiselige Frugter
og det vilde (Caprificus), hvis Frugter ikke
egner sig til Føde. Af begge Hovedformer
findes Varieteter, men kun det ægte dyrkes.
Dog er det vilde, som det vil ses af det følgende, af stor Betydning.
Det ægte Figentræ, der blomstrer mindst 2 Gange aarlig, bærer
Fig. 101. Frøblomst (til
venstre) og Galblomst (til
højre) af Figentræet, st. for-
slørr. (Efter Solms-Laubach).