Planteverdenen i Menneskets Tjeneste

152 PLANTEVERDENEN I MENNESKETS TJENESTE ved at have en mindre Rod, der er hvid af Farve, og i kemisk Henseende ved sit store Indhold af Sukker. Vort Billede (tig. 128) viser os den kraftige Rod med de tynde Rodgrene, der gerne sidder i to Rækker; endvidere de store, af deres egen Vægt tilbagebøjede Blade, der sidder i en Roset ovenfor Roden, medens den Stængel, der bærer dem, er saa kort, at den ikke ses. Det Udseende, som Billedet giver, har Sukkerroen del første Aar af dens Liv ; hvis den faar Lov til at overvintre og leve videre det følgende Aar, forlænger den korte Stængel sig til en høj, blad-og blomsterbærende Slængel; men dette sker jo i Almindelighed ikke, Sukkerroerne optages ved det første Aars Slutning, og kun i Tilfælde af, at man ønsker at avle Frø, lader man den leve videre. Hvad Rodens kemiske Sam- mensætning angaar, plejer man at skelne mellem Maiv og Saft, Marven er de i Vand uopløselige Celledele, medens Saften er alt i Roden værende Vand med dets Indhold af Sukker, Æggehvidestoffer, forskellige Salte o. s. v. Sædvanligvis beslaar Sukkerroen af 5—6 pCt. Marv, medens Resten er Saft. I denne Saft er Sukkermængden forskellig, vel gennemsnitlig 13—14 pCt., og Sukkeret er al samme Art som det, der findes i Sukkerrørets Straa, nemlig Rørsukker. Allerede i Aaret 1747 havde en Kemiker i Berlin, M arggraf, fore- slaaet Dyrkning af Sukkerroen med Sukkerindvinding som Formaal, men først 50 Aar senere blev der af en anden Kemiker, Achard, og med Statens Hjælp, anstillet Forsøg dermed i Schlesien; disse Forsøg forblev dog uden Resultat. Men under Napoleons Felttog i Begyndelsen af det 19. Aarh., da Sukkerpriserne paa Grund af FasL- landsafspærringen steg enormt (1 Kg. Sukker kostede da 6 Francs), begyndte man igen at anstille Forsøg med Fabrikation af Sukker af Sukkerroen, baade i Frankrig, Schlesien, Sachsen, Bøhmen o. a. Ste- der. Efter Afspærringens Ophør holdt Fabrikationen sig i Frank- rig og ogsaa andetsteds, men havde dog ingen rigtig Art, da Raa- materialet ikke var meget sukkerholdigt; Sukkerroerne indeholdt dengang kun 5—7 pCt. Rørsukker. Dette søgte man saa at ændre gennem en rationel Forædling af Roerne. Og Foregangsmanden paa dette Felt er sikkert den berømte franske Gartner Louis de Vil- niorin (1816—1860). Hans Fremgangsmaade var den, at han at voksende Sukkerroeplanter udtog smaa Stykker af Roden og undei søgte deres Indhold af Sukker. Frøene af de sukkerrigeste Planter blev udsaaede, og blandt de af dem fremkomne Individer blev der atter gjort Udvalg af de bedste. Gennem et i en længere Aarrække fortsat Arbejde naaede Vilmorin at fremstille Sorter, hvis Rødder indeholdt 16—14 pCt. Sukker, det dobbelte allsaå af den ovenfor angivne Mængde. Siden kastede navnlig tyske Opdrættere sig over dette Spørgsmaal, og gennem yderligere Forsøg har man naaet at fremstille Sorter med et Sukkerindhold af 18 20 pCt. Nu dyrkes Sukkerroen, i mange Sorter, i meget stor Maalestok i Europa: i Østrig, Frankrig, Tyskland, Belgien, Nederlandene, Syd- sverige (siden 1883), Danmark o. a. Lande. For Danmarks Ved-