Planteverdenen i Menneskets Tjeneste

158 PLANTEVERDENEN I MENNESKETS TJENESTE fortsættes med de til Gemyse brugte Arter, hvis Frø ikke er fedt- holdige; disse er især Ærter og Bønner. Ærter faas af to Arter af Slægten Pisum, nemlig Have-Ært (P. sativum) og Mark-Ært (P. arvense). De er begge enaarige Planter og har en saa svagt bygget Stænge], at de maa holde sig opret ved Hjælp af Klatreorganer, de vel kendte iraade, hvormed Bladene ender, og som snor sig om tilfældige eller med Vilje an- bragte Støttegenstande, t. Eks. de »Ris«, man i Ha- verne sætter, endnu før Ær- terne er voksede op. Have- Ærten har hvide Blomster, der gerne sidder parvis i Bladhjørnerne; Mark-Ær- tens er violet-purpurrøde og der findes kun én Blomst i hvert Bladhjørne. Hos Have-Ærten er Frøene lyse, gule, grønne, graanvide eller blaalige; hos Mark- Ærten er de graa, brune eller olivengrønne og ofte spættede. Mellem disse to Arter, af hvilke Have-Ær- ten er langt den vigtigste, findes Bastarder. Have-Ærten er ikke no- gensinde funden i vild Til- stand, og dens egentlige Hjemland er saaledes gan- ske ukendt. Dog stammer den utvivlsomt fra varmere Egne af Jorden. Kulturen af denne Plante er meget gammel, og da der paa Sanskrit findes et Navn for Fig. 131. Gren af en Ærteplante, der klatrer den (eller denS Fr0)> har paa et »Ris«. Til venstre en opsprungen Bælg. 11)80 antaget, at den har (Efter Balslev og Warming). hjemme i det nordlige In- dien og i Landene Vest derfor; fra disse Egne er jo saa mange af vore Kulturplanter komne videre Vest paa. Andre mener imidlertid, at Have-Ærten er en Kulturform, der er fremkommen ved Dyrkning af Mark-Ærten, der lever vild i Italien og andetsteds i Syd-Europa. Det samme Mørke, der hviler over Have-Ærtens Oprindelse, skjuler ogsaa dens tidligste historiske Optræden som Køkkenurt. Ægyptere og Jøder synes ikke at have kendt den, men i Grækenland og i den romerske