Planteverdenen i Menneskets Tjeneste

Forfatter: C.H. Ostenfeld, A. Mentz

År: 1906

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Frem

Sider: 382

UDK: 633 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000145

Med 335 Illustrationer.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 388 Forrige Næste
NÆRINGSPLANTER 179 Fig. 158. Kopi af den ældste eksisterende Af- bildning af Kartoffelplanten, efter Clusius’ An- visning tegnet af Sivry 1588. (Efter Roze). Thomas Herriott, S. Walter Raleighs Rejsefælle, var den, der bragte Knoldene til Irland i Aaret 1585 (eller 1586), og der tilføjes gerne: fra Virginien, hvortil Spanierne skulde have ført den fra Syd-Ame- rika. Fra Spanien menes Kartoflerne at være komne til Italieq, og nogle af de første Vidnesbyrd om dens Vandring i Europa stammer netop fra italienske Rejsende, der bragte Knolde med til Belgien i Aaret 1587. Fra en Belgier modtog den berømte Plantekender Clusius baade Knolde og overjordiske Dele, dem han lader afbilde og beskrive i Aaret 1588 (se Fig. 158). Interessantere end at dvæle ved alle Gisniuger og usikre Efterretninger om Kartoflens første Op- træden i Europa er det at følge dens Udbredelse i de forskellige Lande. Dette lader sig kun delvis gen- nemføre, men overalt viser det sig, at Kartoffelplantens Udbredelse og Brugen af Kartofler mødte saa store Vanskeligheder og saa me- gen Modstand, at denne Plantes Benyttelse i stor Stil først begynder omtrent et Par Aarhundreder efter, at Planten var bragt til Europa. I mange Aar var Kartoffelplanten kun en Sjældenhed i botaniske Ha- ver og Knoldene en Raritet paa Fyrsternes Bord. I Løbet af det 18de Aarh. blev den efterhaanden mere og mere almindelig dyrket i Storbritanien og Irland, hvor man som bekendt se- nere gik over til en enorm Kartoffelavl. I Frankrig, som i andre Lande, fremskyndede Mis- vækstaar Kartoflens Udbredelse, særlig efter 1769. Farmaceuten og Landøkonomen A. Parmentier bidrog yderligere stærkt dertil. Han fik Hoffet interesseret for den »nye« Plante, og Ludvig XVI overlod ham et Stykke Jord til dens Dyrkning; herfra kunde Folk købe Knoldene meget billig, senere faa dem helt gratis, da det viste sig at Efterspørgslen kun var meget ringe. Parmentier fandt da paa ved opsigtsvækkende Bekendtgørelser at lade udgaa strænge Forbud