Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende
Forfatter: St. St. Blicher
År: 1839
Serie: Tolvte stykke
Forlag: Directeur Jens Hostrup Schultz
Sted: Kjöbenhavn
Sider: 227
UDK: TB 908(489) Bid
Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
50
Fattigvæsenet. Og Fattigvæsenet er dog en Sag, der vel
kan opvække Bekymring. Fattigffatten stiger næsten allevegne
Aar for Aar, og dersom Betleriet ikke — tilsyneladende —
formindskede samme, vilde den allerede for Mange være en tryk-
kende Byrde. Og hemmedes ogsaa dette — som hidtil ikke er
ffeet, og som altsaa har sine Vanskeligheder — da vilde der '
langt tydeligere end nu fremvise sig et nyt Tillægsblad til Bil-
ledrækken „Den forkeerte Verden" med Overskrivt: „Den Rige
arbejder for den Fattige." *) Hvad her er ved at gjore, det
tilhorer Kyndigere og Mægtigere at overveje; men at jeg har
fremstillet Sagen, som jeg har funden den, derfor troer jeg ikke
at kunne fortjene mig Utak.
Selvejendom og Farste (paa Livstid), Arvefæste, Leje.
Disse ere de fire forffjellige Besiddelsesmaader, som finde
Sted blandt jorddyrkende Bonder.
Den forste er temmelig ny (eller fornyet fra Oldtiden), og
jevnaldrende mod vor nuværende Konge; thi de allerfleste ere op-
skaaede under hans Negjering, hvorvel nogle erhvervede Ejendoms;
ret under hans Formand (Nytterdistricterne).
her i Amtet — som over hele Provindsen
vejende Antal af jorddyrkende Bondealmue
gaaende er viist). Livsfæsrere indtage den
Selvejerne udgsore
— et langt over-
(hvilket i det Forer
næste Plads. Itv?
vefæstere findes pna Fussing Gods. Lejere i nogle faa Heder
•) Mine Forgængere i Amttzbeskrivelser have i denne Anledning dra-
get en Parallel mellem de Communer, som ere stærkt, og de, som
ere lidet eller næsten intet,udparcellerede; hvoraf fremgaaec: at
Fattigffatten jevnt hen er lige stor paa begge Steder. Men her-
ved tillader jeg mig at bemærke: at den aarlrge Ligning ikke
er nogen sikker Maalestok for Lattigvepscnets Status i det
'Hele. Thi Ligningerne ere ofte grundede paa Commissionernes,
og navnligen Præsternes forffjellige Anffuelser og Maximer. Til
eet Erempel: jeg kjender Communer, hvor Fattigafgivten er li-
den i Forhold til de omgrcrndsende; men hvor disse og flere
overtrygles af hiin Communes Fattige langt hyppigere og haar-
dere end af deres egne. '