Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

Forfatter: St. St. Blicher

År: 1839

Serie: Tolvte stykke

Forlag: Directeur Jens Hostrup Schultz

Sted: Kjöbenhavn

Sider: 227

UDK: TB 908(489) Bid

Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 244 Forrige Næste
50 Fattigvæsenet. Og Fattigvæsenet er dog en Sag, der vel kan opvække Bekymring. Fattigffatten stiger næsten allevegne Aar for Aar, og dersom Betleriet ikke — tilsyneladende — formindskede samme, vilde den allerede for Mange være en tryk- kende Byrde. Og hemmedes ogsaa dette — som hidtil ikke er ffeet, og som altsaa har sine Vanskeligheder — da vilde der ' langt tydeligere end nu fremvise sig et nyt Tillægsblad til Bil- ledrækken „Den forkeerte Verden" med Overskrivt: „Den Rige arbejder for den Fattige." *) Hvad her er ved at gjore, det tilhorer Kyndigere og Mægtigere at overveje; men at jeg har fremstillet Sagen, som jeg har funden den, derfor troer jeg ikke at kunne fortjene mig Utak. Selvejendom og Farste (paa Livstid), Arvefæste, Leje. Disse ere de fire forffjellige Besiddelsesmaader, som finde Sted blandt jorddyrkende Bonder. Den forste er temmelig ny (eller fornyet fra Oldtiden), og jevnaldrende mod vor nuværende Konge; thi de allerfleste ere op- skaaede under hans Negjering, hvorvel nogle erhvervede Ejendoms; ret under hans Formand (Nytterdistricterne). her i Amtet — som over hele Provindsen vejende Antal af jorddyrkende Bondealmue gaaende er viist). Livsfæsrere indtage den Selvejerne udgsore — et langt over- (hvilket i det Forer næste Plads. Itv? vefæstere findes pna Fussing Gods. Lejere i nogle faa Heder •) Mine Forgængere i Amttzbeskrivelser have i denne Anledning dra- get en Parallel mellem de Communer, som ere stærkt, og de, som ere lidet eller næsten intet,udparcellerede; hvoraf fremgaaec: at Fattigffatten jevnt hen er lige stor paa begge Steder. Men her- ved tillader jeg mig at bemærke: at den aarlrge Ligning ikke er nogen sikker Maalestok for Lattigvepscnets Status i det 'Hele. Thi Ligningerne ere ofte grundede paa Commissionernes, og navnligen Præsternes forffjellige Anffuelser og Maximer. Til eet Erempel: jeg kjender Communer, hvor Fattigafgivten er li- den i Forhold til de omgrcrndsende; men hvor disse og flere overtrygles af hiin Communes Fattige langt hyppigere og haar- dere end af deres egne. '