Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

Forfatter: St. St. Blicher

År: 1839

Serie: Tolvte stykke

Forlag: Directeur Jens Hostrup Schultz

Sted: Kjöbenhavn

Sider: 227

UDK: TB 908(489) Bid

Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 244 Forrige Næste
76 nordlig igjennem dette Herred, videre over det nordligste Hoved af Onsild og gjennem hele den sydlige Deel af Hindsted Herred, indtil den ogsaa standser henimod Mundingen af Mariagerfjord, paa Nordsiden af samme. Zkke af flet saa stor Udstrækning er den Hede som indtager den nordlige Deel af Rinds Herred. . Men imellem, begge befinde sig desforuden store, og som siden ftal vises — lidet benyttede Lyngmarker. — Sgsaa Medelsom Herred har i den største — den vestlige Deel langt mere Hede, end der var at onffe. Salling Land og Houlberg Herred have ikkun lidet Lyng, og den endda kort, og altsaa unyttig til Brænd- sel. Det samme er Tilfældet med en stor Deel andre Heder f. Ex. i Fjends Herred — hvor Kalkbrænderne haardelig savne den lange Lyng, og i den vestlige Strækning af Rinds Herred. Aarsagen til at Lyngen saaledes paa sine Steder holder sig saa kort og forkrympet — hvorved den danner de ikke urettelig saa- kaldte „Skaldeheder" (staldede Heder) — finder jeg i den alt for magre Iordbund, som bestaaer af Sand — finere eller grovere — istedetfor at -Lyngen voxer frodig hvor den har Leer til Underlag (som ved Aunsberg i Lysgaard Herred) eller og et tilstrækkeligt Lag af den egentlige Moor (som f. Ex. paa Alhe- den). Zeg flutter videre: at Skaldehederne deels ere unge Heder — senere overgroede og ikke Urheder — deels at Moren er bortgravet i Hedetorv. Saadanne Skaldeheder frembyde et saameget obere Syn, som de ikke tjene til andet, end at Faa- rene engang imellem kunne overfare dem, og nyde en hejst -tar- velig Mellemmad. Desaarsag mener jeg og: at de allerbedst egnede sig til Skovanlcrg. De langlyngede Heder afgive, baade Tække (hvorved Halmen spares) og ypperlig Zldebrcrndsel — især til Bagning — samt pletteviis god Græsning for Faar og Ung- hsvder, og endelig for Zagtelffere baade særdeles Moroe og læk- kre Spiser. — Derfor er og Hedebrynde, (som af gode Grunde ikke træffer Skaldehederne) et føleligt Uheld; thi vel fremspiret- to a tre Aar efter et fiint Græs; men dette qvæles snart af den opvoxende Lyng; der vorder, forst efter 20 til 30 Aars For- lob, tjenlig til Tække. Med Foje fastsætter Lovgivningen Straf for Hedeantændelse, om den endog blot bcvirkes ved Uforsigtighed. Men saadanne