Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende
Forfatter: St. St. Blicher
År: 1839
Serie: Tolvte stykke
Forlag: Directeur Jens Hostrup Schultz
Sted: Kjöbenhavn
Sider: 227
UDK: TB 908(489) Bid
Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
76
nordlig igjennem dette Herred, videre over det nordligste Hoved
af Onsild og gjennem hele den sydlige Deel af Hindsted Herred,
indtil den ogsaa standser henimod Mundingen af Mariagerfjord,
paa Nordsiden af samme. Zkke af flet saa stor Udstrækning er
den Hede som indtager den nordlige Deel af Rinds Herred.
. Men imellem, begge befinde sig desforuden store, og som siden
ftal vises — lidet benyttede Lyngmarker. — Sgsaa Medelsom
Herred har i den største — den vestlige Deel langt mere Hede,
end der var at onffe. Salling Land og Houlberg Herred have
ikkun lidet Lyng, og den endda kort, og altsaa unyttig til Brænd-
sel. Det samme er Tilfældet med en stor Deel andre Heder
f. Ex. i Fjends Herred — hvor Kalkbrænderne haardelig savne
den lange Lyng, og i den vestlige Strækning af Rinds Herred.
Aarsagen til at Lyngen saaledes paa sine Steder holder sig saa
kort og forkrympet — hvorved den danner de ikke urettelig saa-
kaldte „Skaldeheder" (staldede Heder) — finder jeg i den alt
for magre Iordbund, som bestaaer af Sand — finere eller
grovere — istedetfor at -Lyngen voxer frodig hvor den har Leer
til Underlag (som ved Aunsberg i Lysgaard Herred) eller og et
tilstrækkeligt Lag af den egentlige Moor (som f. Ex. paa Alhe-
den). Zeg flutter videre: at Skaldehederne deels ere unge
Heder — senere overgroede og ikke Urheder — deels at Moren
er bortgravet i Hedetorv. Saadanne Skaldeheder frembyde et
saameget obere Syn, som de ikke tjene til andet, end at Faa-
rene engang imellem kunne overfare dem, og nyde en hejst -tar-
velig Mellemmad. Desaarsag mener jeg og: at de allerbedst
egnede sig til Skovanlcrg. De langlyngede Heder afgive, baade
Tække (hvorved Halmen spares) og ypperlig Zldebrcrndsel — især
til Bagning — samt pletteviis god Græsning for Faar og Ung-
hsvder, og endelig for Zagtelffere baade særdeles Moroe og læk-
kre Spiser. — Derfor er og Hedebrynde, (som af gode Grunde
ikke træffer Skaldehederne) et føleligt Uheld; thi vel fremspiret-
to a tre Aar efter et fiint Græs; men dette qvæles snart af
den opvoxende Lyng; der vorder, forst efter 20 til 30 Aars For-
lob, tjenlig til Tække.
Med Foje fastsætter Lovgivningen Straf for Hedeantændelse,
om den endog blot bcvirkes ved Uforsigtighed. Men saadanne