Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

89 13. Rommen staaer under samme Categorie. Z en en- kelt Præstegaardsr og Herregaardshauge dyrkes nu og da noget; meest til eget Forbrug, mindre til Salg til Brænderierne. Z nogle Hanger og Smaatofter ved Viborg var det meste at finde; men ueppe endda nok til Forbrng i selve Byen. 14. Humlen har det ikke stort bedre: Naar nndtagcS nogle faa af hine større Hanger, hvor stundom avles til Huusber hov, sees den klin paa et enkelt Hangegjærde/ omkring Stamr men af et vildt Blommer eller Kirsebærtræ, ikke saa meget fre- det som blot tolereret. 15. Bukkeblade (Mcnyanthcs trifolialum) og — f. Ex. i det nordostlige Fjends Herred — 16. Bed sken sode bruges af een og anden Bondekone som Surrogater for Humlen. 17. Mever udbreder sig mere og mere; men i de fleste Egne er dens Held betinget af Mergling, hvorfor og Mergelen paa mange Steder trækker Kleveren efter sig. Det er i Neger len kun den røde som saace; den hvide kommer — undtagen i de skarpere Egne — af sig selv. Af Froe sælges'kun lidet, og mellem Mand og Mand. 18. Spergel udgjor endnu en staaende Artikel iblandt Sædarterne paa Alheden og noget af Karup Sogn, og vil, som hidtil eneste konstige Græsart, 8) holde sig, indtil den mueligen engang kan vorde fortrænge af Flojclsgrersset, der ligesaavel maatte kunne lykkes der som i dens Planteskole — Sinding- guards lette Sandmarker. Spergelen giver vel et siint og kraf- tigt Foder, men der horer stadig godt Vejr til at faae det vel, bjerget.9) Froet bruges af Nogle til at lave Brandeviin af; men denne Drik har intet tilfælleds med Nectar. 19. Rajgræs og ligesaa 20. Timotheigræg har tilforn været avlet paa flere Steder; men begge Arter ere nu na sten forsvundne. Derved var intet tabt, naar de blot maatte erstat- tes ved: • * e) Botanikeren anseer ikke Spergel for en Græsart. e) Forfatteren synes at nære det Haab, at Spergelen skal fortræn- ges af Floielsgræsset. Det fleer vistnok ikke, og var vel heller ikke at onffe: thi Flvielsgræs kan neppe nogensinde erstatte Sper- gel; denne hævder nok sin Plads. . ,