Grafologien
Et Bidrag til Belysning af Moderne Overtro med 16 Fotografiske Tavler

VI FORORD. lille den er, har mange Fejl og store Mangler, er jeg ganske klar over, og jeg vil derfor ogsaa strax fremhæve nogle. Maaske er endog selve dens Lidenhed en ikke uvæsenlig Fejl. Troligt nok vilde Grafologerne lettere tilgive mig og indrømme en Del af mine Bemærkningers Rigtighed, hvis jeg havde fremsat dem i et Par tykke, lærde og uforstaaelige Bind. Men det store Publikum, som nødvendigvis maa være interesseret i Sagen, vilde gaa af Vejen for al den Lærdom. Hvad jeg har at sige, har jeg derfor foretrukket at sige kort. Bliver det ikke tillige godt, saa skyldes det især én Omstændighed, som jeg ikke paa nogen Maade har været Herre over, nemlig — at jeg engang har troet paa Grafologien. I en Aar- række har jeg ret ivrigt beskæftiget mig med den i ledige Timer, og de praktiske Resultater, som jeg derved naaede, syntes mig nærmest at tale for dens Rigtighed. De enkelte urigtige Bedømmelser, som naturligvis nu og da løb ind mellem de tilsyneladende rigtige, lod sig saa let forklare dels derved, at »Videnskaben« endnu ikke var fuldkommen, og dels ved at min egen Kundskab endnu var ret mangelfuld. Men under Forberedelsen af de Forelæsninger over »IndividualitetensPræg i Skrifttrækkene«, som jeg bestemte mig til at holde paa Universitetet i Efter- aaret 1898, opdagede jeg mere og mere, hvor umuligt det var at bevise de fleste af Grafologernes »Kends- gerninger«. Man kunde tro paa dem, hvis man vilde, men bevise dem, tvinge andre til at indrømme deres Rigtighed, lod sig kun rent undtagelsesvis gøre. Tilmed viste det sig, at »Kendsgerningerne« ikke saa sjældent vare i Strid med Erfaringen, med det Skriftmateriale, der stod til min Raadighed. Mine Forelæsninger formede sig derfor til en stadig skarpere Kritik af Grafologernes løse Paastande. Men gammel Kærlighed ruster som bekendt ikke, og rent uvilkaarligt søgte jeg vistnok at bjærge saa meget holdbart som muligt ud af det store Skibbrud.