Grafologien
Et Bidrag til Belysning af Moderne Overtro med 16 Fotografiske Tavler

ANALYTISK UNDERSØGELSE AF HAANDSKRIFTER. 19 Ganske vist har ethvert Individ Tendens til paa bestemt Maade at gøre Adskillelse mellem Bogstaverne, men medens det numeriske Forhold kan variere noget, ere de Steder hvor Afbrydelserne fremkomme, som oftest mere karak- teristiske. I en gennemgaaende sammenhængende Skrift vil Anbringelsen af i-Prikker, t-Streger, u-Krøller og Ak- center motivere en øjeblikkelig Standsning af den fremad- skridende Bevægelse, og derved fremkommer et Mellemrum mellem det sidst skrevne og det paafølgende Bogstav, I Skrift med mere isolerede Bogstaver er Aarsagen til Adskillelsen ikke umiddelbart indlysende. Men de Steder, hvor Forbin- delsen glipper, ere gennemgaaende saa karakteristiske for det enkelte Individ, at en fordrejet Haandskrifts Identitet med en naturlig ofte lader sig fastslaa derved, at der kan paa- vises et meget stort Antal Overensstemmelser i Afbry- delsernes Beliggenhed. 6) Bogstavernes Størrelse. Her ere flere for- skellige Forhold at tage i Betragtning; de følgende tre ere dog vistnok de væsenligste: de smaa Bogstavers abso- lutte Højde, Langbogstavernes Forhold til de smaa Bog- staver, Forholdet mellem Bogstavernes Højde og Bredde. — De smaa Bogstavers absolutte Højde er afgørende for, om Skriften skal kaldes stor eller lille; stor er Skriften,’ hvis Smaabogstaverne overskride 2 mm. Højde, lille derimod, hvor Størrelsen gaar ned under 1 mm. De Ydergrænser, som næppe overskrides i almindelig Skrift, er paa den ene Side 8—9 mm Højde (Fig. 29, Tav. V),’ paa den anden 0,5 mm. Højde (Fig. 53. Tav. IX). For samme Individ er Skrifthøjden gærne konstant i det enkelte Skriftstykke, men varierer ofte lidt fra det ene Brev til det andet. Papirets Format er her af betydelig Indflydelse, jfr. Fig. 43 og 44 (Tav. VII). Ikke sjældent forekommer det, at Skrifthøjden varierer endog indenfor hvert enkelt Ord; denne Variation kan enten være nogen- lunde regelmæssig eller helt uregelmæssig. I første Til- 2*