Grafologien
Et Bidrag til Belysning af Moderne Overtro med 16 Fotografiske Tavler

20 ANALYTISK UNDERSØGELSE AF HAANDSKRIFTER. fælde kunne Ordene være spidst udløbende, idet Bog- staverne aftage i Højde henimod Ordenes Slutning, f. Ex. Fig. 54, (Tav. IX) og Fig. 28, (Tav. V), eller de kunne være bredt udløbende, idet Bogstavhøjden voxer inden- for det enkelte Ord (Fig. 55, Tav. IX). Ved den helt uregelmæssige Variation er det enkelte Bogstavs Højde tilsyneladende ganske tilfældig, Fig. 56 (Tav. IX). Langbogstavernes Forhold til de smaa Bogstaver er i Almindelighed ikke underkastet store Variationer: hos nogle ere Majusklerne omtrent dobbelt saa høje som Minuskierne (Fig. 57, Tav. IX); hos andre 4 5 Gange saa høje, Fig. 58 (Tav. IX); disse Grænser overskrides sjældent. Meget karakteristisk for Skriftens hele Udseende er det, om den over eller under Linjen liggende Del af Langbogstaverne er den største; til Sammenligning kan tjene Fig. 23 (Tav. IV) og Fig. 58. Forholdet mellem de smaa Bogstavers Højde og Bredde er i de kalligrafiske Normer omtrent som 3:2; de runde, lukkede Partier af Bogstaverne a, d, g, o, p, q ere saaledes tilnærmelsesvis Ellipser med det angivne Forhold mellem Storaxe og Lilleaxe. Bliver Højden større i Forhold til Bredden, saa er Skriften kneben (Fig. 59, Tav. X), hvis Højden derimod er lig eller mindre end Bredden, bliver Skriften bred (Fig. 58)- Sæd- vanlig er, som de to sidste Skriftprøver vise, den knebne Skrift tillige sammentrængt, idet Bogstaverne staa tæt ved hinanden, medens den brede Skrift er vid, idet Bog- stavernerykke langt ud fra hinanden. Spredt er Skriften, hvis der tillige er stor Afstand mellem Ordene, se Fig. 8, (Tav. II). Disse forskellige Forhold ere meget iøjnefaldende og bidrage derfor ikke lidet til at særpræge en Haandskrift. 7) Bogstavernes Hældning, den Vinkel, som Grundstregerne danne med Linjens Retning eller bedre: med Papirets øverste Kant — er ret variabel. I stærkt liggende Skrift gaar den ned til omkring 30