Grafologien
Et Bidrag til Belysning af Moderne Overtro med 16 Fotografiske Tavler

24 GRAFOLOGIENS HISTORIE OG METODE. paa det rene med, hvilke Metoder Grafologerne have anvendt ved sine Studier. Og et Kendskab hertil er meget væsenligt, fordi man kun kan bedømme Resul- taternes Paalidelighed, naar man véd, ad hvilken Vej de ere vundne. Nogle Grafologer paastaa, at der allerede i Oldtiden kan findes Antydninger af grafologiske Interesser; dette er dog ikke rigtigt. Ganske vist findes der hos Suetonius en Bemærkning om Kejser Augustus’ Haandskrift, men da Suetonius indskrænker sig til en enkel Beskrivelse af visse Ejendommeligheder ved Skriften uden at drage nogen som helst Parallel mellem den og Kejserens Ka- rakter, saa er det i hvert Fald ubevisligt, at S. har havt nogen Anelse om en Forbindelse mellem Karakter og Haandskrift. Den første som med Sikkerhed vides at være optraadt som grafologisk Forfatter, er Bologneser Lægen Camillo Baldo, som 1622 udgav en lille Afhand- ling om, hvorledes man af et Brev kan lære Brevskri- verens Natur og Egenskaber at kende (Trattato come de una lettera missiva si cognoscano la nature e qualitä dello scrittore). Heri gøres flere gode Bemærkninger; saaledes siger Forf. f. Ex., at en uregelmæssig Skrift tyder paa en bevægelig, foranderlig Karakter. Bogen maa ogsaa have vakt en Del Opsigt, da der i Bologna 1664 udkom en latinsk Oversættelse af den italienske Original. Man mener, — men det er forøvrigt ganske ubevist — at der fra den Tid, især blandt Jesuiterne i Frankrig, er bleven drevet grafologiske Studier, hvis Resultater mundtlig overleveredes. Imidlertid er det sikkert, at Lavater ikke kendte noget til disse Forarbejder, da han paa Goethes Opfordring begyndte sine grafologiske Under- søgelser; i hans store Værk: »Physiognomische Fragmente« 4 Bd. 1775—78 findes ogsaa et Kapitel om Haandskrift. Lavater gaar omhyggelig ind paa de forskellige Differencer mellem Haandskrifter, men hans grafologiske Slutninger