Grafologien
Et Bidrag til Belysning af Moderne Overtro med 16 Fotografiske Tavler
Forfatter: Alfr. Lehmann
År: 1899
Forlag: J. Frimodts Forlag
Sted: København
Sider: 95
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
42 AARSAGERNE TIL HAANDSKRIFTERS FORSKELLIGHEDER.
Sted hos mange nærsynede Damer, der ikke holde af at
bruge Briller. Fig. 71 (Tav. XII) viser et Exempel her-
paa. De tre Linjer ere henholdsvis den øverste, midterste
og nederste paa en Brevside. I en stor Samling Breve,
der strækker sig over et Tidsrum af 21 Aar, genfindes
dette Forhold konstant paa hver eneste Side i samtlige
Breve. Og den paagældende ser meget mørkt paa Livet,
saa at den opadløbende Retning ikke paa nogen Maade
kan fortolkes som Udslag af et konstant godt Humør.
Hos andre Nærsynede har jeg fundet det samme. Syns-
fejl kunne altsaa være en Aarsag til skæve Linjer.
Dernæst ser man hyppigt, at Sygdom, Træthed og
deprimeret Sindsstemning medfører opadløbende Linjer,
ganske i Modstrid med, hvad der ovenfor blev omtalt.
Fig- 45 (Tav. VIII) er et Exempel herpaa. Det er skrevet
af en sindssyg i dybeste Depression; strax fra Begyndelsen
ere Linjerne svagt opadløbende eller opadhvælvede, i
Slutningen af Brevet derimod stærkt stigende. I sine
exalterede Øjeblikke skriver det samme Individ nogen-
lunde lige, se Fig. 72 (Tav. XII); Haandskriften er her
en helt anden, hvorom mere senere. Hvor der foreligger
en dybere indgribende Lidelse, hvad enten denne er af
sjælelig eller legemlig Natur, der viser det grafiske Ud-
slag sig altsaa ganske i Modstrid med3 hvad der iagttages
under normale Forhold. Nogle Grafologer ville forklare
dette ved den Antagelse, at den opadløbende Linje er
Tegn paa den syges Haab om snart at blive rask, altsaa
i Virkeligheden Udtryk for en Lysttilstand. Ved slige
Fortolkningskunster opnaar man naturligvis kun at stikke
Blaar i Øjnene paa sig selv og andre; en deprimeret
Sindssyg har næppe Rum for noget andet end sin øje-
blikkelige Elendighed. Sagen lader sig da ogsaa forklare
langt naturligere, som Erlenmeyer har paavist i sit lille
Arbejde: »Die Schrift«.