Grafologien
Et Bidrag til Belysning af Moderne Overtro med 16 Fotografiske Tavler

44 AARSAGERNE TIL HAANDSKRIFTERS FORSKELLIGHEDER. altsaa betragtes som Tegn paa en dybt indgribende Ud- mattelse eller Depression. I Overensstemmelse hermed er det, at Linjerne ere opadløbende i de fleste af de af Erlenmeyer gengivne Breve, som hidrøre fra sindssyge eller andre syge. Men som vi ovenfor saa, kan denne Retning ogsaa være Tegn paa en løftet Stemning, Glæde, Iver og Begejstring. Ganske vist fremkommer den saa paa en helt anden Maade, idet Individet i saa Fald ikke understøtter Armen fast men tværtimod gør altfor kraftige udadgaaende Bevægelser. Men det er netop Grafologiens store Ulykke, at et og samme Fænomen kan fremkomme ved helt forskellige Aarsager. Og hvis de forskellige Aar- sager til samme Fænomen ikke kan udredes ved smaa ledsagende Biomstændigheder, saa er en Fortolkning simpelthen umulig. Det er der ikke noget at gøre ved; man maa bøje sig for Kendsgerningerne. Vil Grafologerne ikke det, faar de ogsaa finde sig i, at den strænge Viden- skab stempler deres Skrifttyderi som mindre paalideligt — for at bruge et meget mildt Ord. Spørgsmaalet er altsaa, om der gives Kendemærker, hvorefter man i hvert enkelt Tilfælde kan afgøre, hvad der har været Aarsagen til, at Linjernes Retning ikke er lige d. e. parallel med Papirets øverste Kant. Saa vidt jeg kan skønne, vil dette ingenlunde altid kunne afgøres med Sikkerhed, men i forskellige Tilfælde kan det dog ud- redes. Hvis Synsfejl er Aarsag dertil, saa vil det, som tidligere omtalt, kunne kendes paa, at de øverste Linjer ere lige, medens Afvigelserne blive desto større, jo længere man kommer ned paa Siden. Nedadløbende Linjer ere rimeligvis altid kun Udtryk for en normal Depressions- tilstand, d. v. s. en Ulystaffekt af kortere eller længere Varighed, men uden nogen sygelig Karakter eller anden Forbindelse med Sygdom. Den opadløbende eller opad- hvælvede Linje derimod kan være Udslag af en legemlig eller sjælelig Sygelighedstilstand, Udmattelse e. 1., men