Grafologien
Et Bidrag til Belysning af Moderne Overtro med 16 Fotografiske Tavler

48 AARSAGERNE TIL HAANDSKRIFTERS FORSKELLIGHEDER. ikke klart for dets Bevidsthed; under Skrivningen maa det stave Ordet igennem efter hvert enkelt Bogstav for at blive klar over, hvad der nu kommer. Paa dette Trin bliver derfor det enkelte Bogstav et selvstændigt Arbejde, og Skriften er fuldstændig opløst, se Fig. 11 (Tav. II). Med voxende Øvelse i Skrivning blive Skriftbillederne tydeligere og reproduceres som Helhed, saa at Barnet ikke længer behøver at stave sig til Ordene. Saaledes fremkommer den sammenhængende Skrift, som de fleste dannede Mennesker skrive. Men den, der kun har nydt en tarvelig Skoleundervisning og senere kun skriver sjældent, vil af Mangel paa Øvelse snart miste en Del af den opnaaede Færdighed: Skrivningen bliver igen et møjsommeligt Arbejde, der kræver en mer eller mindre bevidst Stavning af Ordene. Dette røber sig saa ganske naturligt ved en stærk Adsplittelse af Bogstaverne (jvf. Fig. 12 & 13, Tav. II), som er almindelig i den udannede Skrift. Hvor den fornødne Skrivefærdighed derimod er tilstede, vil Skriften normalt og naturligt være sammen- hængende. Sjældent ere dog alle Bogstaverne i et Ord indbyrdes forbundne. Som tidligere omtalt (S. 19) vil man i sammenhængende Skrift sædvanlig træffe enkelte Afbrydelser, der ere motiverede ved, at visse Bogstavdele, som i-Prikker, t-Streger, u-Krøller og Akcenter, ikke kunne frembringes i Flugt med de øvrige Bogstavdele. Der opstaar derved en Afbrydelse i den fremadskridende Bevægelse, og det næste Bogstav bliver derfor sædvanlig ikke forbundet med det foregaaende. Til sammenhæn- gende Skrift maa derfor regnes al Skrift, hvor der ikke forekommer andre end de her omtalte, naturligt begrundede Afbrydelser mellem Bogstaverne. Nu finder man imidlertid hos mange højt dannede Mennesker en mer eller mindre fuldstændig Opløsning af Skriften i enkelte Bogstaver, ganske ligesom hos Barnet paa det første Stadium af Skrivefærdighed. Det er denne