Grafologien
Et Bidrag til Belysning af Moderne Overtro med 16 Fotografiske Tavler

 AARSAGERNE TIL HAANDSKRIFTÉRS FORSKELLIGHEDER. fæstes paa Papiret. Denne Iagttagelse synes ogsaa at kunne forklare Fænomenet, hvor det optræder konstant, nemlig for det første hos nervøse og jappede Damer, hvis Tale gaar som Kæp i et Hjul, og som naturligvis gærne ville men umuligt kunne skrive med samme Fart. Dernæst ogsaa ret almindeligt hos gamle Folk, der ere i Besiddelse af usvækkede Aandsevner, men hvis Legeme bærer tydelige Spor af Alderen. Her bliver aabenbart et lignende Misforhold mellem Tankens og Haandens Hastig- hed, og dette kan da give sig Udslag paa samme Maade. — Hvorvidt denne Forklaring af Fænomenet er udtøm- mende, maa jeg lade staa hen; det er i hvert Fald den eneste antagelige Forklaring, der foreløbig kan gives. Bogstavernes Størrelse. Bogstavernes absolutte Højde. Michon, og med ham vistnok alle andre Grafologer, se i Bogstavernes Højde et Tegn paa Individets Selvfølelse. Stor Skrift, d. e. høje Bogstaver, skrive alle, der ville hæve eller have hævet sig over Mængden, Fyrster og Ministre, Spekulanter, adelige Personer, hvad enten de selv have indlagt sig Fortjenester eller blot ere stolte af det Navn, de bære, Drømmere, der leve i Haabet om at faa udrettet noget stort. Smaa Bogstaver derimod skrives af smaalige og smaatskaarne Personer, gerrige, Folk der fortabe sig i Enkeltheder, derfor ofte af Stuelærde, beskedne Forskere. Disse almindelige Iagttagelser ere baserede paa et saa stort Erfaringsmateriale, at det synes meget dristigt at be- stride deres Rigtighed. Alligevel vilde det være ganske urigtigt at tro, at man i Bogstavernes Størrelse havde en Art Maal for Individets Selvfølelse. Ti der er foruden denne psykiske Faktor endnu en psykofysiologisk Ejen- dommelighed, der har Indflydelse paa Bogstavhøjden, saa at det kun i enkelte Tilfælde bliver muligt at drage Slut-