Esrom Kloster
Bidrag Til Dets Bygningshistorie

srom Kloster, et af vort Lands ældste og mest ansete Cistercienserabbedier og Moderkloster til flere af vore betydeligste Stiftelser af denne Orden, lader sig følge tilbage til Tiden før Midten af det 12te Aar- hundrede. Lunde Ærkebiskop, Eskil, var dets Stifter, og Stedet, Landsbyen Esrom, hvis Beliggenhed afgav saa ypperlige Betingelser for Anlæget af et Klostersamfund, havde han erhvervet ved Mageskifte med Kong Erik Lam (1157—46). De første Brødre, der varetoge Klostertjenesten i Esrom, vare Benediktinere; men i Aaret 1152 drog Eskil, knuget af de sørgelige Forhold i Landet og træt af sine Tvistigheder med Kong Svend, til det berømte franske Cistercienserabbedi Clairvaux, og hos dettes højt fortjente Abbed, Bernhard, udvirkede Ærke- biskoppen, at der det følgende Aar eller senest 1154 fra Clairvaux sendtes Munke til hans saa kjære Stiftelse i Nordsjælland '). Det ældste pavelige Beskyttelsesbrev for Klostret, der viedes Jomfru Maria og St. Lavrentius, er udstedt af Eugenius 111 og dateret 29 Dcbr. 1151. Af dette Brev erfare vi, at der foruden selve Esrom til Klostret var henlagt Landsbyerne Widelingenruth og Aueholm samt Jordegods i Tange og Dauithestorp 2). Allerede i Løbet af det 12te Aarhundrede øgedes Stiftelsens Ejendomme paa forskjellig Maade — blandt dem, der betænkte den, nævne vi særlig Kong Valdemar —, og Tid efter anden voxede de meget betydeligt, saa at Esrom ved den papistiske Periodes Slutning hørte blandt vore rigeste Abbedier. Det ligger ikke i dette Arbejdes Plan nærmere at dvæle ved disse Gaver, Mageskifter og Begunstigelser paa mangehaande Omraader; kun en enkelt Dotation, hvortil der knytter sig værdifulde Oplysninger, ville vi nævne. 1 Vinteren 1400 skjænkede Dronning Margrete sit Gods i Egebjærg og Lestorp (Ods Herred) til Klostret som Sjælegave for sig og sin nærmeste Slægt, blandt andet paa de Vilkaar, at der skulde holdes »en evig Messe hver Dag at sjunges for det Alter i det samme Klosters høje Kor, som vor Moder ligger fore begraven«, samt vaages over, at der altid brændte et Lys foran dette Alter’). — Om Klostrets rent ydre Forhold indtil Reformationstiden vide vi kun saare lidet. Ifølge Rydaarbogen hjemsøgtes det første Gang af Ildsvaade 1192, og efter at være gjenopført blev det 1204 atter et Rov for Luerne*). Fra den yngre Middelalder foreligger et af Kristian I i 1477 udfærdiget Brev, som giver os et ganske malende Billede af visse Ulemper, Klostrets Beboere vare udsatte for. Abbeden, Hr. Peder, har fremført Klage over, at der gaar almindelige Samfærdselsveje gjennem Kloster- gaarden »hannem og Kloster i mange Maader til stor Forfang og Skade og besynderlige i saa Maade, at han og Brødrene i samme Kloster aarle og silde og særdeles om Natte Tid have stor Umage og Hinder af dem, som dér 9 Codex Esromensis ved O. Nielsen, Nr. 6, Nr. 80 og Nr. 117; jvfr. tillige S. 29; flg. Hans Olrik: Konge og Præstestand, II, 28 Anm. I og S. 54. 2) Codex Esrom. Nr. 1. Af disse Steder kunne vi nu kun med Sikkerhed paavise Viliingerød, der hørte til Klostrets ældste Besiddelser og ligesom Esrom ligger i Esbønderup Sogn. 5) Cod. Esrom. Nr. 187. — Dronning Helvig døde før Valdemar III og omtrent 1574. I et Brev, som Abbed Peder og Konventet i Esrom udstedte d. 28 Okt. 1574 i Anledning af Dronningens Aartid, kaldes hun »vor Tjenerinde« (famula nostra'), hvoraf fremgaar, at hun i det mindste i Slutningen af sit Liv har opholdt sig i Klostret. I 1577 fik Margrete Pavens Tilladelse til at flytte Moderens Lig til Sorø, hvor hendes Fader Kong Valdemar jo hvilede, men denne Plan blev ikke iværksat (C. Molbech: Hist, Aarb. I, 95. C. E. F. Reinhardt: Valdemar Atterdag, S. 506. Kr. Erslev: Dansk biogr. Lex. VII, 320). Efter at Huidtfeld har udtalt de kjendte Ord, at Dronning Helvig levede mangen ond Dag med Kongen, fortæller han, at hun »blev begraven paa Søborg Kirkegaard, hvor paa hendes Grav udi lang Tid laa et Træ, saa stort som en Ligsten og der udi udhuggen en Dronning med en Krone og en lang Hale« (Danmarks Hist. II, 627). Hvad angaar denne sidste mærkelige Udstyrelse, da faar man jo rent umiddelbart Indtrykket af, at der her foreligger en urigtig Opfattelse af det paagjældende Monument, og der haves da ogsaa en, ganske vist meget senere Efterretning, der véd at fortælle, »at Dronningens Positur paa Lig-Træet over Graven havde et kruset Slæb ved Enden af sin Kjortel« (Danske Atlas II, 254. Jvfr. Ann. f. nord. Oldk. og Hist. 1851 S. 346 og 357). At Huidtfelds Meddelelse for Hovedindholdets Vedkommende er urigtig, have vi ovenfor set, og troligt er det jo, at den som Helhed kun skyldes den Omstændighed, at der paa Søborg Kirkegaard i sin Tid har ligget et ejendommeligt, med en kvindelig Figur udstyret Gravtræ, til hvilket da en Tradition har knyttet sig. Udelukket er den Mulighed dog ikke, navnlig naar vi se hen til, at Helvigs Monument tør antages at have staaet paa sin Plads i Klosterkirken ca. 40 Aar før Huidtfeld skrev, at den øverste Del af et Gravmæle, der i Hovedtrækkene jo maa formodes at have været formet som hendes Husbonds og Datters, ved Kirkens Ned- brydelse paa en eller anden Maade er kommen til Søborg. At vore Kongers og Dronningers Grave og Gravminder ofte have været udsatte for hensynsløs Behandling, behøve vi næppe at minde om, og talrige Exempler foreligge jo paa, at ældre Gravminder solgtes fra Kirkerne for at dække nye Grave (J. B. Løffler• Gravstenene i Roskilde Kjøbstad, S. 24, 73, 80 og 84. Samme: Gravmonumenterne i Ringsted Kirke, S. 32). — Dronning Helvig var ikke det første Medlem af det danske Kongehus, der kom til at hvile i Esrom, idet Erik Menveds Tvillingsønner, Erik og Magnus, vare jordfæstede her (Suhm: Danmarks Hist. XI, 839). 4) Script, rer. Dan. I, 164. Jvfr II, 524, 622 og III, 307.