Esrom Kloster
Bidrag Til Dets Bygningshistorie

2 igjennem færdes, og ej kunne der fore holde deres Kloster lukt, som det sig af Rette burde efter Kirkeloven og efter deres Ordens Bøger og Regel«. Kongen tillader nu, at Vejene lægges udenom Klostret, »som Vejen til forn været haver af gammel Tid«, dog med det Paabud, at Abbeden skal vedligeholde dem, der ligge Klostret nærmest'). Paa hvilken Tid Klostret blev ophævet som saadant, vide vi ikke med fuld Sikkerhed. Ved et i 1558 udstedt Kongebrev, der omfatter de betydeligste af vore Cistercienserabbedier, overdroges dets øverste Styrelse Sorøs kyndige Forstander Henrik Kristiernsen (Tornekrans) 2), og i Brevet udtales blandt andet, at de Abbeder, hvem disse Stiftelser vare underlagte, skulle beholde dem paa Livstid, dog saaledes, at de i alle Maader havde at vedligeholde Bygningerne, svare Kongen og Riget de samme Ydelser som hidtil, varetage alle materielle Interesser, samt drage Omsorg for, at Gudstjenesten blev holdt paa tilbørlig Maade’). Godt en Snes Aar senere, 1559, sendtes Klostrets gamle Abbed til Sorø, for dér at have sit Underhold, og tre Munke bleve anbragte andensteds *). Paa denne Tid stod Klostrets Kirke endnu, men at den har været dødsdømt, synes at fremgaa af efternævnte Brev, som Frederik II under 24 Nvbr. 1559 fra Nyborg lod udgaa til Skriveren paa Krogen, Frands Lavridsen: »Vor Gunst tilforn. Vid, at vi have undt og givet vore Undersaatter, Borgere udi vor Kjøbsted Helsingør, den Tavle, som staar udi Esrom Kloster paa høje Alter, til at sætte udi deres Bykirke, thi bede vi dig og ville, at du lader forskrevne vore Undersaatter udi Helsingør følge samme Tavle, naar de deres Fuldmægtige der efter skikkendes vorder« ’). Naar Højalteret paa dette Tidspunkt blev fjærnet fra Kirken, maa vi altsaa formode, at dens Dage have været talte. Det er fremsat, at Kongen benyttede Stenene fra den nedbrudte Kirke til Opførelsen af Frederiksborg Slot 6). Kilden til denne Angivelse har Forf. søgt forgjæves, men det bør erindres, at Frederik II senest i 1561 paabegyndte Arbejderne ved Slottet, og at han dertil anvendte Materialier fra ældre Bygninger. Tid efter anden forsvandt nu største Delen af Klostrets Huse, og naar de ikke alle tilintetgjordes, da var det vel navnlig af Hensyn til Kongernes Ophold paa Esrom for Jagtens Skyld. Af en af Adelsmændene Jakob Vind og Peder Basse i Foraaret 1600 optaget Inventariefortegnelse lære vi Rummenes, til Dels fra ældre Dage nedarvede Navne at kjende. Ialt nævnes efterstaaende Lokaliteter i følgende Orden: Borgegaarden, Fadeburet, Dronningens Kammer, Kongens Kammer, Jomfru Kammeret, Fogedens Kammer, Slotsherrens Kammer over Porten, Sengekammerset, Bryggerset, Bagerset, Kjældersvende Kammer, Spisekjælderen, Kjøkkenet, Saltekjælderen, Abbedens Kammer, Abbedens Rustkammer, Tærskerens Kammer, Eddikehuset og Malthuset’). Om Esrom og Hørsholm siges ved Midten af det 17de Aarhundrede, at de »nu ere tvende kongelige Avlsgaarde af god Bygning med mange Gemakker paa«8). Saa sent som hen i det 18de Aarhundrede boede Kongen undertiden paa Esrom. I Lade- gaards Forpagtningsregnskaber for 1705—12 anføres saaledes, at Forpagteren har Tilladelse til at benytte kongl. Majestæts Kjøkken til Bryggeri, naar Kongen ikke er til Stede ?). Ved Frederik IV’s Omordning af Rytterdistrikterne i 1716 bleve de tilbagestaaende Klosterbygninger stillede til Disposition for Regimentsskriveren, og da Krongodserne vare solgte under Frederik V, kom de efter for en Tid at have været knyttede til det kongelige Stutteri til at udgjøre Embedsbolig for Amtsforvalteren og Skovkassereren i Kronborg Distrikt. Siden 1878 have de tjent paa samme Maade for en Filial af dette Embede. Klostret blev opført paa et meget lavt liggende Terræn og i kun ringe Afstand fra den nordre Bred af Esrom Sø, som i hine Tider mellem Mosedrag og enkelte Smaaholme sikkert har skaaret sig betydelig længere ind i Landet end Tilfældet nu er. Hvilken Udstrækning dets Bygninger ved Middelalderens Slutning som Helhed havde, samt hvorledes disse vare ordnede og formede, derom savne vi ganske Kundskab. Stedet er i saa Henseende tavst, og denne Tavshed lader sig i gunstigste Tilfælde kun delvis bryde ved omfattende Gravninger, som dog let — hvad allerede foretagne Undersøgelser have vist — føre til mindre tilfredsstillende Resultater, idet man i Tidernes Løb dels atter og atter har brudt ned og igjen bygget op paa nye Fundamenter, dels bortkjørt Materialet fra store Mur- strækninger til Brug andensteds '0). Hertil kan yderligere føjes, at Huse og Gaardspladser, Haver og Veje paa mange Steder umuliggjøre eller dog i høj Grad virke hemmende paa systematisk foretagne Gravninger. At Klostrets Byg- ninger m. m. have spændt over ret anselige Arealer er imidlertid udenfor al Tvivl, og blandt de mange Fundamenter, Murrester af Munketegl og Levninger af Gulve og gammel Stenbro, man snart her, snart dér støder paa i Esrom vide vi med Sikkerhed, at i det mindste nogle hidrøre fra Papismens Dage. — Den ældste bevarede Tegning, som med Paaskrift »Gammel Kloster« findes i Resens Atlas (1677), viser os to sammenbyggede Fløje, en i Syd og en i 9 Cod. Esrom. Nr. 79. 2) Henrik Kristiernsen havde tidligere i sex Aar (1502—1508) været Abbed i Esrom, hvorfra han kom til Sorø. Han døde her 50 Dcbr. 1558, kun to Maaneder efter, at det ovennævnte Brev var udstedt. i) I. B. Daugaard: Om de danske Klostre, S. 254. 4) Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1879, S. 15. 5) Tegnelser over alle Lande, VI, 168. 6) J. P. Trap: Kongeriget Danmark, 2 Udg. III, 50. Om Forberedelser i 1561 til Brænding af Tegl, se Kancelliets Brevb. 1561—65, S. 80. 7) Rigsarkivet, Kronborg Len. 8) Arent Berentsen: Danmarks og Norges Herlighed, S. 22—2; (1656). 9) Rigsarkivet. 10) Gamle Folk paa Stedet have meddelt Forf., at man i deres unge Aar navnlig fra Marken vest for de endnu staaende Bygninger oftere hentede flere Læs Munkesten.